Litteraturformidleren.dk

Litteraturformidleren.dk Skriblerier | Anmeldelser | Debat

www.litteraturformidleren.dk
IG: litteraturformidleren

•“Der er altid flere virkeligheder, der konstant byder sig til. Sådan er det med psykosen, men sådan er det også i kunst...
20/05/2021


“Der er altid flere virkeligheder, der konstant byder sig til. Sådan er det med psykosen, men sådan er det også i kunsten. Der er skrevet, sagt og afbildet så meget om parallelle verdener. Når jeg er psykotisk og ikke kan vende blikket fra alle de små åbninger til nye, friske verdener, der står klar til at favne mig, trøster jeg mig med, at det er en meget menneskelig impuls at søge mod dem. Man kan placere utroligt meget håb i alternative virkeligheder”

I dag udkommer den her betagende bog. En skildring af liv, død, krop, sorg, sygdom, s*x og relationer, et indblik i to vidt forskellige skæbner med mange fælles erfaringer, en kærkommen bro mellem generationer. “Stræk din krop mod min” er en brevveksling fuld af omsorg, nysgerrighed og ærlighed. Johanne Kirstine Fall og Charlotte Strandgaard mødes i skriften og trods 50 års aldersforskel, skaber de med deling af erfaringer et trygt fælles rum, som jeg tror mange kvinder i alle aldre vil kunne spejle sig i. Læs den 🖤

Reklame: anmeldereksemplar tilsendt uopfordret fra

•♥️♥️♥️♥️♥️•“Man skal ville intimiteten. Den skal helst falde en naturlig. Men hvad, hvis den ikke falder en naturlig? H...
14/05/2020


♥️♥️♥️♥️♥️

“Man skal ville intimiteten. Den skal helst falde en naturlig. Men hvad, hvis den ikke falder en naturlig? Hvad, hvis det er intimiteten, der er grænseoverskridende; den lette berøring, den kærlige. Hvad, hvis det er der, det gør ondt? Hvad, hvis det grænseoverskridende ikke længere er det voldelige, men det voldelige er blevet så normaliseret, at det grænseoverskridende er intimiteten? Hvad hvis det, når man konfronteres med intimiteten, går op for en, at man har tilladt en normalisering af kun at være en krop? Hvad, hvis det er der, det gør ondt? “

I dag udkommer Johanne Kirstine Falls nye roman, “Om natten havet”. I bogen møder vi Katrina, hvor vi forlod hende i Falls debutbog; netop udskrevet fra hospitalsindlæggelse på grund af anoreksi. På jagt efter en ny besættelse forelsker hun sig i Markus. Forelskelsen er altopslugende, hun vil nærme sig ham på alle måder, være så tæt på ham, hun kan. Han introducerer hende for kokain, og snart lever de et pseudoliv i den klaustrofobiske lejlighed, hvor gardinerne holder lyset ude, og luften er tung. Stofferne tager overhånd, og Katrina hvirvles ind i en seksuelt og magtmæssigt forrået relation til Markus og hans ven, Sebastian. De tager ufattelige mængder stoffer og vi ser til, mens deres magtlege, seksuelle eskapader og usunde relationer eskalerer. Katrina erstatter anoreksien med en ny form for selvskade, hun stræber efter stadigt voldsommere smerte og overskrider sine grænser i jagten på at føle noget, at mærke sig selv. Men måske mister hun i stedet sig selv i processen.

“Om natten havet” er ikke bare en voldsom og vedkommende fortælling om en ung kvinde i krise og konflikt med sig selv og sin krop. Den peger også ned i en seksualitetskultur præget af kvindehad, hvor vold og grænseløshed er normaliseret. En bog, der er vigtig, dragende og frastødende på samme tid, og som efterlader sig dybe spor.

Anmeldereksemplar fra

Genlæser denne smukke lille bog, og hvirvler rundt i tanker om, hvad denne krise, vi befinder os i, kommer til at betyde...
08/05/2020

Genlæser denne smukke lille bog, og hvirvler rundt i tanker om, hvad denne krise, vi befinder os i, kommer til at betyde for klimakampen. Nedprioteres en grøn omstilling for “mere akutte” udfordringer, eller bliver dette startskuddet til at nytænke hele vores samfund i en mere bæredygtig retning? God fridag til jer, knus og klimaangst💚

•Der er stille på litteraturformidlingskanterne i disse dage, for selvom vi får læst en masse gode bøger, er der sjælden...
09/04/2020


Der er stille på litteraturformidlingskanterne i disse dage, for selvom vi får læst en masse gode bøger, er der sjældent tid til at skrive noget velovervejet om noget som helst.
Jeg vil dog alligevel lige sende en kæmpe anbefaling ud i æteren, hvis du mangler nogle gode bøger til den kvalitetstid med børnene, coronahjemsendelsen forhåbentligt også medfører.

Jeg har sagt det før, og jeg kommer til at sige det igen - forlaget Albert har virkelig fat i den lange ende, hvad gælder æstetisk overrumplende kvalitetslitteratur til børnene.

Nogle af de nyeste skud på stammen i serien “Små mennesker, store drømme” omhandler to helt fantastiske personer; Anne Frank og David Bowie. Begge bøger så fint fortalt og illustreret, begge fortællinger inspirerende på hver deres måde. Vi har læst bogen om David Bowie 4 gange i træk her til aften, og det er ellers ikke fordi vi mangler bøger at veksle imellem.

Jeg håber I får nogle dejlige, bogfyldte påskedage 🐥

Anmeldereksemplarer fra @ Copenhagen

Min fireårige følger troligt med i   under lock down. Her er hun i færd med at lave et stamtræ 👨‍👨‍👧‍👧 Jeg er dybt impon...
22/03/2020

Min fireårige følger troligt med i under lock down. Her er hun i færd med at lave et stamtræ 👨‍👨‍👧‍👧 Jeg er dybt imponeret over mine kreative og hårdtarbejdende kollegaer , der har stablet dette fede koncept på benene på rekordtid. Hvis du har brug for indhold i disse måske indholdsløse dage, så tjek det ud! Også selvom dit barn ikke går i skole endnu ❤️

•💙💙💙💙•/ jeg er ret sikker på at det kan / ses på mig / hvordan ingenting rigtigt betyder noget længere / hvordan ingenti...
27/02/2020


💙💙💙💙


/ jeg er ret sikker på at det kan / ses på mig / hvordan ingenting rigtigt betyder noget længere / hvordan ingenting rigtigt hænger ved /


Som med Arkiv for Detaljers øvrige udgivelser er ‘Jeg er blevet et hylster’ en utroligt smuk bog med et eksperimenterende æstetisk udtryk. Klar blå farve på kraftigt hvidt kvalitetspapir, overraskende format, syet i hånden. Feinschmeckerbøger. Der er trykt både røde og blå udgaver af bogen, og det var den blå der landede i mine hænder. Passende. Blå som den melankoli der gennemsyrer digtene, ensomhedens dybe blå.

‘Jeg er blevet et hylster’ er digte om forandring, om tidens ustoppelige gang, som sandkorn ud mellem fingrene. Afmagt, savn, melankoli - en lille men ufatteligt tung bog. Læs den, hvis du har overskud på livsglædekontoen og trang til et skud kvalitetspoesi i lækker indpakning. Spring den over hvis du er i eksistentiel krise eller lagt ned af en vinteren-der-blev-væk-depression.

Læs hele anmeldelsen på Litteraturformidleren.dk 👆

Anmeldereksemplar fra

•Nu er januar så småt ved at være overstået, den værste champagnehovedpine er for længst et sløret minde, og nogle morge...
21/01/2020


Nu er januar så småt ved at være overstået, den værste champagnehovedpine er for længst et sløret minde, og nogle morgener er der dét der særlige over lyset. Det lys, der bebuder, at vi går lysere tider i møde. Når vi når dertil på året, mærker jeg altid den samme sprudlen, forventning og et støt stigende energiniveau. Jeg går i gang med hovedrengøring, vinduerne skal pudses, så lyset kan komme ind i vinterhulen, og så får jeg en overvældende lyst til at drømme om det kommende år og planlægge. Hvis du har det ligesom jeg, er det måske nu, du skal i gang med planlægningen af året. Og hvilken bedre måde er der at få styr på drømme og planer, end ved at nedfælde og visualisere dem? Her kommer bullet journal-metoden ind i billedet, struktur og kreativitet combined.

Bogen “Bullet Journal-metoden” er en beginners guide til - ja - bullet journaling. Jeg har fået kyndig hjælp af til anmeldelsen af bogen, som både var hyggelig og hjælpsom læsning, skrevet i et jordnært sprog og med talrige eksempler. Og som Charlotte slutter af: En bullet journal kan betragtes som en “levende selvbiografi”, og hvordan fortællingen skal gå, må man ikke glemme, er man en stor del hen ad vejen heldigvis selv herre over at fortælle”

Læs hele anmeldelsen på bloggen ✒️

Anmeldereksemplar @ Copenhagen

•♥️♥️♥️•“En flod af blod slæber sig hen over asfalten på Tahrir. De sørgende sidder langs bredden. Smerten, når et liv f...
13/01/2020


♥️♥️♥️


“En flod af blod slæber sig hen over asfalten på Tahrir. De sørgende sidder langs bredden. Smerten, når et liv forsvinder. Han går tavst langs floden. Pladsen er tom nu, mørk og kold. Denne nye kamp har været langvarig. Khalil følger blodsporet, følger forsigtigt de sten, der nu danner rammen om denne helligdom. Det må være her, blødningen begyndte, i det mørke varme midt på pladsen. De gik til angreb om eftermiddagen, flyvende kugler foran mænd i skudsikre veste. Han må være faldet her. Han ser mændene, som løfter en ung krop mellem sig, ser tøjet søbet ind i blod, politiet, som sætter efter dem. Døden fører dem nordpå. Pladsen er tom nu. De går snart til angreb igen. “

I Kairos gader er en moderne revolution i gang. Midt i oprøret står Mariam og Khalil, to unge aktivister, som satser alt for drømmen om en fri fremtid, en reformation af det samfund, de lever i. Gennem højspændte kampscener i byens gader, hjerteskærende magtesløshed på de overfyldte lighuse og i ophedede politiske diskussioner i masseprotesternes pauser, hvirvles læseren ind i romanens intense stemning. Det føles næsten som at have været der selv, som en flue på væggen, observerende den revolutionære eufori og den uendelige sorg, da nederlaget erkendes.

‘Byen vinder altid’ var en meget ambivalent læseoplevelse. På den ene side en så utroligt vigtig bog, som lykkes med at indrulle læseren komplet i det kaos og afmagt, revolutionen bærer med sig. På den anden side en alt for konfus, fragmenteret fortælling med karakterer, man aldrig rigtig forstår, hvem er.

Hele anmeldelsen er at finde på Litteraturformidleren.dk 🤘

Anmeldereksemplar

•❤️ GODT NYTÅR ❤️•Årets vildeste læseoplevelser i billeder. Vi ses i 2020 ✌️ Reklame: bøgerne er anmeldereksemplarer fra...
31/12/2019


❤️ GODT NYTÅR ❤️

Årets vildeste læseoplevelser i billeder. Vi ses i 2020 ✌️



Reklame: bøgerne er anmeldereksemplarer fra forfattere og forlag.

•♥️♥️♥️♥️♥️•“Frygtløst og med løftet pande havde hun forberedt sin egen ofring. Men hvad nu hvis han ikke ville ligge me...
17/12/2019


♥️♥️♥️♥️♥️

“Frygtløst og med løftet pande havde hun forberedt sin egen ofring. Men hvad nu hvis han ikke ville ligge med hende, når hun ren og fin trådte frem og gjorde sig til? Så ville lejligheden være uden for deres rækkevidde. Og dog, hvad betød ydmygelserne imod denne ene mulighed for en lejlighed? En skyskraber fór forbi vinduet, så en kæmpereklame, en smuk mand med et gådefuldt, lokkende smil. Nutidens smukke mænd kunne bryste sig af kønsløshed. Kønnenes forskelle blev langsomt udvisket, forsvandt, mænd blev som kvinder, mens kvinder blev som mænd. Hun så ud på højhusene og tænkte på verden og alle dens mange kolosser, menneskehedens begær, arme strakt mod verden, pengene, magtens monstrøsiteter. Og mens hun tøvede, tænkte hun på, hvordan hun kunne ligge med denne udmattede, gamle mand. Hvilken uendelig skam, hvis ikke han ville ligge med hende. Og tårerne trillede. “

Det er med stor fornøjelse, jeg har læst ‘Uendelig lidelse’ af Sun Pin. Hun har en helt særlig evne til at skrive dystert, nærmest uden en skygge af håb, og alligevel ramme en til tider ret humoristisk tone. Skriften er voldsom og intens og samtidig meget elegant, og bogen demonstrerer meget fint hvad det er en god novella skal kunne. Der bliver skrevet utroligt meget på få sider, handlingen er hurtigt eskalerende og man sidder tilbage med følelsen af at have læst et stort, fyldigt værk.

Æstetikken er i en liga for sig selv, og jeg vil anbefale enhver at tage et kig på de nyeste udgivelser i Korridors novellaserie. Smuk grafik, lækre kantfarver, de fineste små bogmærker. Åh.

Læs hele anmeldelsen hvor du plejer 📖

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

•🤶🏽 LITTERATURFORMIDLERENS JULEGAVESERVICE 🤶🏽•Så er det lige før julen ånder os i nakken, og hvis du, ligesom jeg, stadi...
12/12/2019


🤶🏽 LITTERATURFORMIDLERENS JULEGAVESERVICE 🤶🏽

Så er det lige før julen ånder os i nakken, og hvis du, ligesom jeg, stadig ikke rigtig har fået taget hul på julegaveindkøbet, så skal du spidse ører (øjne?) nu. For her kommer endnu en anbefaling i børnehøjde, en bog, der er lige så smuk som den er informativ.

‘Animalium’ er en af de store, flotte bøger i serien ‘Velkommen til museet’. Hvor det sidste gang var dinosaurerne, vi så nærmere på, handler det denne gang om dyreriget.

Indledningsvis i ‘Animalium’ gives man et overblik over alle dyrearterne og deres forbundenhed i et stort, smukt stamtræ. Herfra er bogen inddelt i forskellige arter og fungerer som et litterært museumsbesøg eller leksikon. De store sider er prydet med fantastisk detaljerige illustrationer, og så er der en lille infotekst til hvert dyr.

‘Animalium’ er en bog som begge mine børn har fundet stor glæde ved - den ældste med interesse for dyrenes mangfoldighed, den yngste for de smukke billeder. Og så pynter den virkelig fint på børneværelset. Hvis du kender en dyreglad pode, der har fortjent en kvalitetsbog i julegave, så er ‘Animalium’ et godt bud.

“Reklame”: Bogen er modtaget som gave fra forlaget - begejstringen er som altid min egen.
@ Copenhagen

🤶🏽 LITTERATURFORMIDLERENS JULEGAVESERVICE 🤶🏽•I anledning af første søndag i advent, som også er første dag i den store n...
01/12/2019

🤶🏽 LITTERATURFORMIDLERENS JULEGAVESERVICE 🤶🏽

I anledning af første søndag i advent, som også er første dag i den store nedtælling til juleaften, bringer jeg her min næste anbefaling af bøger, som vil bringe lykke under juletræet i år.

Eller ikke helt, denne gang er min anbefaling måske i højere grad en adventsgaveanbefaling, for det er nu engang hyggeligst at læse julebøger i tiden op til juleaften.

Som de fleste andre 90’erbørn har jeg genset “Alene Hjemme”-filmene et utal af gange i min barndom. Da “Alene Hjemme” som billedbog dumpede ind i min postkasse, var jeg selvklart en smule skeptisk. Ja, jeg vil endda driste mig til at sige at jeg følte det som en slags helligbrøde, sådan at pille ved en juleklassiker. Men bogen er virkelig vellykket oversat til billedbogsformatet, og illustrationerne er fede og ret anderledes end the real deal.

Hvis du, ligesom jeg, er fuldstændig besat af at videreføre egen barndoms nostalgi til dine børn, så er billedbogen “Alene Hjemme” en virkelig fin og hyggelig julebog til aftenlæsning eller de mørke weekendmorgener 🕯

Jeg ønsker jer alle en dejlig første søndag i advent, uanset om planerne er julede eller ej. Selv vil jeg bruge dagen på julemarked på Blågaards Plads og måske på at opdrive et lille juletræ i potte et sted i København. Nogle tips i sidste henseende? ❤️

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra

🤶🏽 LITTERATURFORMIDLERENS JULEGAVESERVICE 🤶🏽•Så stod den her igen og bankede utålmodigt og insisterende på døren, den sø...
27/11/2019

🤶🏽 LITTERATURFORMIDLERENS JULEGAVESERVICE 🤶🏽

Så stod den her igen og bankede utålmodigt og insisterende på døren, den søde juletid. Det betyder julegaver, og som altid har jeg en forkærlighed for de hårde, kantede af slagsen til børn såvel som voksne. I den anledning bringer jeg jer her første anbefaling i Litteraturformidlerens julegaveservice - en litteraturbegejstret og fuldstændigt subjektiv guide til de fede julegaver til både børn og voksne.

Første anbefaling er henvendt til den der ven, der lever et travlt liv, og som godt kunne bruge lidt litteratur i hverdagen. Novellix, som netop er begyndt at udgive på dansk, udgiver noveller i bogform, “Pixibøger for voksne”; småt og godt og overskueligt at læse, lige til at have i lommen på togturen. Ud over litteratur af høj kvalitet, er æstetikken i højsædet, og så er novellerne fint kurateret i små temaæsker. Indtil videre er der to æsker på dansk - danske klassikere i den ene og nyere dansk litteratur i den anden. Begge rummer stærke danske litterære stemmer, som mine favoritter, Herman Bang og Ida Jessen. Læs hele min begejstrede anmeldelse af set fine koncept på Litteraturformidleren.dk

Bøgerne er en gave fra forlaget @ Copenhagen

•♥️♥️♥️•“Da vi var gået i seng, fandt jeg mobilen frem. Emil sov, og Norge trængte sig på. Som en led urinvejsinfektion....
12/11/2019


♥️♥️♥️


“Da vi var gået i seng, fandt jeg mobilen frem. Emil sov, og Norge trængte sig på. Som en led urinvejsinfektion. Og i stedet for en penicillinkur og en masse vand fortsatte jeg med at tørre mig fra røven og frem. Jeg downloadede Instagram-appen igen og besluttede mig for at finde ud af, hvad der var sket derovre vestpå de seneste tre uger. Nora havde været til fest, hyggeligt. Efteråret var kommet til A***e, pænt. Jeg scrollede, granskede, og pludselig havde jeg Noras mor foran mig. Jeg kunne se, hvor Nora havde fået sit udseende fra, det konventionelt smukke, de høje kindben. Det var som en nedstigning til skærsilden eller som at åbne en skattekiste eller som at gå på en hængebro mellem to fjeldtinder. Der var så langt ned. Jeg kunne mærke det helt ned i maven. “

Johanna er jaloux. Eller, det er vist en underdrivelse. Johanna er sygeligt besat af tanken om alle de fejl og mangler hun mener, hun besidder, og ligeledes sygeligt besat af mennesker, som hun opfatter som bedre end hende selv. Og her kommer Nora ind i billedet. Nora er Johannas kæreste Emils norske ekskæreste, og hun er perfekt. Hun er smuk, sød og elsket af sin familie. Hun tager sig virkelig godt ud på billeder på Instagram og blot dét, at hun findes i verden driver Johanna til vanvid. Hun forbyder Emil at mødes med Nora, hun bringer konstant Nora på banen i deres samtaler, hun tager sågar kontakt til Nora på nettet. Det hele er frygteligt tåkrummende, infantilt og ikke, som bogens bagside lover det, sorthumoristisk og relaterbar, men faktisk bare overdrevet og ofte helt uforståeligt.

Læs resten af den lunkne anmeldelse på bloggen ✏️

Anmeldereksemplar

•♥️♥️♥️♥️♥️♥️•“Hun sidder i en bus på den anden side af kontinentet. Hun tænker, at hun forlader alting. Imens hun forla...
31/10/2019


♥️♥️♥️♥️♥️♥️

“Hun sidder i en bus på den anden side af kontinentet. Hun tænker, at hun forlader alting. Imens hun forlader alting, forlader alting hende. Der findes ting, som hænger sammen på den måde. Det er egentlig ikke særligt kompliceret. Alligevel er det svært at forstå. Vi tramper rundt i vores hverdag med en kampesten på brystet, og vi forstår ikke, hvorfor det føles sådan. Alting er nøgler og tidspunkter og besøg på Borgerservice og flade cykler og telefonopkald til instanser, institutioner, ikke mennesker, altid telefonkø, skrattende musik, tast 1, tast 2, kampesten, kampesten, kampesten. Og så rejser vi væk, og alting forlader os. Det er meget simpelt, men vi glemmer tit, at flugt er muligt. “


‘Velkommen til Kontinentet’ er en kort, fragmentarisk bog om en ung kvinde, som bevæger sig rundt på kontinentet, i busser, på færger, fra den ene brune bodega til den næste, fra den ene seng (eller køkkenbord) til den næste. Hun dater ældre mænd, drikker tæt og giver en f**kfinger til en række af de herskende normer. Hun er ikke optaget af at passe ind og hun arbejder ikke på at optimere sig selv og sit liv. Snarere er hun selvdestruktiv, eller som hun selv formulerer det, bærer af et meget presserende dødsønske. Her og der skinner en smertefuld fortid igennem og det er særligt her bogen rammer en nerve, her kravler teksten helt ind under huden og sætter sig fast.

Denne kompakte lille bog efterlader et dybt spor i bevidstheden. Fuld af intense sætninger og konfuse fragmenter. Det er let at fortabe sig i ‘Velkommen til Kontinentet’ som er lige dele genkendelig og foruroligende fremmed. Men mest af alt er bogen velskrevet, dragende og poetisk og med en fantastisk fin billedside. Det er litteratur på et virkelig højt niveau, og jeg har faktisk svært ved at få armene ned af blot begejstring. Læs hele anmeldelsen hvor du plejer!

Anmeldereksemplar fra @ Copenhagen

Åh, hvor har denne fine, lille børnebog taget begge mine børn med storm. Min treårige tager den selv ned fra hylden, kra...
24/10/2019

Åh, hvor har denne fine, lille børnebog taget begge mine børn med storm. Min treårige tager den selv ned fra hylden, kravler op i overkøjen og fordyber sig i de flotte og dragende illustrationer. Min halvandetårige peger ihærdigt og råber “Myyyy!”, når bogen til aftenens godnatlæsning skal vælges. For som de fleste andre af Benji Davies’ formidable børnebøger er ‘Lille Myr’ en forholdsvis enkel fortælling som rammer både børn og voksne, formidlet i smukke billeder og i lækre farver.

‘Lille Myr’ er historien om den lille haletudse, Lille Myr, som er den mindste i sin søskendeflok. De andre haletudser er både større, hurtigere til at svømme og udvikle sig end hun er. Lille Myrs søskende smider halen, svømmer hurtigere og går fra små haletudser til rigtige frøer, mens hun bare ser til og halser efter. Men en dag opdager hun at det tynder ud i flokken af søskende. Hvor de før lå så tæt i en klynge og sov, er der snart ikke andre end hende tilbage. Hvor er Lille Myrs søskende blevet af? Er det dammens grusomme fisk, Gavflab, der har ædt dem én for én? Eller har deres forsvinden andre årsager?

Læs hele min omtale af ‘Lille Myr’ på Litteraturformidleren.dk nu ✌️

Anmeldereksemplar fra

•♥️♥️♥️♥️♥️•De fleste kender nok til fortællingen om familien Frank som skjuler sig  for nazisterne i en hengemt lejligh...
06/10/2019


♥️♥️♥️♥️♥️

De fleste kender nok til fortællingen om familien Frank som skjuler sig for nazisterne i en hengemt lejlighed kaldet Baghuset under den 2. verdenskrigs tyske besættelse af Holland. Dagbogen beskriver tilværelsen i Baghuset, hvor familien Frank, bestående af Anne, storesøsteren Margot, moren Edith og faren Otto, lever sammen med 4 andre jødiske flygtninge. Vi følger Anne som beskriver hverdagen i skjul og livet som teenager med humørsvingninger, forelskelser og frustrationer med megen humor og sarkasme. Det er på mange måder en interessant fortælling, både fordi Anne formår at indkapsle præcis hvordan det er at være en teenagepige (som jeg svagt erindrer det, et sted i hukommelsens tåger), og fordi det skildrer en så ekstrem situation, som det er at være lukket inde i en lille lejlighed mange mennesker sammen, uden mulighed for at gå udenfor eller have et privatliv.

I den grafiske bearbejdning af Anne Franks Dagbog er der selvsagt skåret en del af originalmanuskriptet fra – faktisk fremgår det af forfatterens note i slutningen af bogen, at den grafiske roman ville fylde hele 3500 sider og tage 10 år at færdiggøre, skulle den rumme hele den originale dagbog. Bogen rummer en blanding af klassiske tegneseriefirkanter og hele tekstsider hvor dagbogssider gengives 1:1. Det fungerer enormt godt, selvom jeg tørstede efter flere af Anne Franks fantastisk velformulerede sætninger gennem læsningen. Det er nok en typisk craving fra en serieromanlæser som først for nyligt har begivet sig ind i den grafiske romans intense, mere ordknappe univers. Men bogen er virkelig en fantastisk kurateret udgave af originalbogen, og så er genren en fin gateway ind i litteraturen for nye læsere.

Læs hele anmeldelsen på Litteraturformidleren.dk nu 🌷

Anmeldereksemplar fra @ Copenhagen

Hvor jeg dog føler en tendens til eskalerende had og frygt for kulturelle minoriteter i Danmark i disse dage – er det ba...
01/10/2019

Hvor jeg dog føler en tendens til eskalerende had og frygt for kulturelle minoriteter i Danmark i disse dage – er det bare mig der har stukket hovedet ud af privilegieboblen et øjeblik? Det er et svært omend uendeligt vigtigt projekt at forklare mine børn om gaven ved kulturel mangfoldighed i et samfund hvor de konsekvent møder en “os og dem”-mentalitet og en virkelig hård tone i debatten. Man skal nemlig ikke være ret gammel for at opfange negative kommentarer og det faktum, at mennesker i vores samfund ikke har lige muligheder og ikke anses for at have samme værdi, hvad end det så handler om hudfarve, hvor dine bedsteforældre blev født, køn, kropsstørrelse, indkomst eller noget helt sjette.

Som sagt så uendeligt mange gange før, så er bøger en god indgang til at tale med sine børn om verden. Derfor var jeg ret begejstret da billedbogen ‘Nour og Nora starter i børnehave’ dumpede ind ad døren.

Bogen handler om to børn, som går i samme børnehave og som har mange ligheder og ligeså mange forskelle. Vi præsenteres for absurditeten i at kalde en enkelt farve tusch for ‘hudfarvet’, og så præsenteres vi for en række kulturelle forskelle mellem de to børn, formidlet i børnehøjde.

Bogen har et vigtigt projekt, men en mindre underholdende handling og egner sig bedst til fx at arbejde med kulturmøder i institutioner og i de første klasser i grundskolen.

Læs hele omtalen af bogen, du ved hvor ❤️

Anmeldereksemplar @ Copenhagen

30/09/2019


Det kan man jo dårligt sige nej til. Jeg venter i åndeløs spænding mens min treårige skriver på sin første roman. Jeg lover ikke at anmeldelsen bliver særligt objektiv 🙈

•♥️♥️♥️♥️•“Den røde murstensbygning rager op foran dem. De store vinduer skal maskere, hvad den bliver brugt til, men de...
06/09/2019


♥️♥️♥️♥️

“Den røde murstensbygning rager op foran dem. De store vinduer skal maskere, hvad den bliver brugt til, men de enorme skorstene røber dens frygtelige funktion. Ved indgangen mødes de af to SS’ere, som pjatter med Baretzki og ignorerer Lale (...) Lale kigger rundt, da han går hen ad denne sidste strækning af dødens vej i Birkenau. Han ser Sonderkommandoerne af jødiske fanger stå med kuede blikke, parat til at udføre et arbejde, som intet menneske på jorden ville gøre frivilligt: bære ligene ud fra gaskamrene og ind i ovnene. Han forsøger at få øjenkontakt med dem for at få dem til at forstå, at han også arbejder for fjenden. Han har også valgt at holde sig i live, så længe han kan, ved at skænde mennesker af sin egen tro. Ingen af dem møder hans blik. “
Lale er en ung mand da han i 1942 sættes på en kreaturvogn overfyldt med unge mænd der ligesom han selv er jøder. Destinationen er Polen, nærmere betegnet koncentrationslejren Birkenau, Auschwitz. Her oplever han en hjerteskærende mishandling og udryddelse af mennesker og finder hurtigt ud af at man skal samarbejde for at overleve. Han bliver sat til at tatovere fangenumre på nyankomne medfangers arme, et job der sikrer ham nogle sjældne privilegier, som han bruger på at hjælpe sine medfanger. Han får hurtigt mange gode relationer, hvilket flere gange skal vise sig at blive hans redning. En dag da Lale endnu engang sidder og tatoverer, er den næste i køen en ung kvinde. Lale forsvinder ind i hendes mørke øjne, og her tages de første skridt ind i en forelskelse og kærlighed, der måske bliver begges redning.

‘Tatovøren fra Auschwitz’ er en virkelig tung fortælling. Det er en fortælling som trækker tråde ind i nutiden, minder os om hvor galt det kan gå når en gruppe mennesker gøres til syndebuk, når et samfund rangordner folk efter religion eller oprindelse og accepterer en inhuman behandling af en bestemt gruppe mennesker.

Fortællingen, som er historisk fiktion, blev ind imellem en smule for ‘bestseller-agtig’ for min smag med næsten filmiske scener og en kærlighed der overskygger alt. Men den er absolut en læsning værd, hvis dit hjerte kan rumme endnu en rædselsvækkende holocaustfortælling.

Anmeldereksemplar fra forlaget.

•♥️♥️♥️♥️•“Der er ingen egentlig forskel på mennesker. At vi går omkring og tror at vi elsker nogen mere end andre, er e...
21/08/2019


♥️♥️♥️♥️

“Der er ingen egentlig forskel på mennesker. At vi går omkring og tror at vi elsker nogen mere end andre, er en slags misforståelse, sagde hun. Javel, men hvad med os? sagde jeg. Der er ikke noget os, sagde hun, eller dem. Der findes kun vi. OK, sagde jeg, så hvad med vi? Hun stoppede. Hendes ansigt lyste op, og hun strakte armene i vejret. Så råbte hun VI FAMLER I MØRKE! og hoppede så højt hun kunne. Folk vendte sig om for at se hvem det var. De forstod ikke at det er umuligt at vide hvem nogen er, bare ved at se på dem. “

‘Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig’ - allerede i titlen afsløres det; den her bog er mærkværdig. Den sære titel sætter tonen an til en lille bog med små tekster, som rummer en masse betydninger og stemninger; en perlerække af små underlige fortællinger. Bogen, som jeg efterhånden har læst adskillige gange for at finde ud af hvad jeg egentlig synes om den, er en samling korte, syrede tekster om en mand, som er alt muligt men mest af alt socialt akavet. Teksterne foregår i et eller andet form for fællesskab og samtidig i ensomhed, i de pinlige tavsheder, i indbyrdes misforståelser og i dét at tale forbi hinanden.

En lille bog som bør læses i små bidder, men som virkelig kan sætte tankerne og lattermusklerne i gang. Og så her til slt et håb om at I alle har haft en fantastisk sommer! Her har stikket som bekendt været trukket fuldstændigt, men nu er jeg klar til at nørde bøger online igen ✌️

Anmeldereksemplar fra

•♥️♥️♥️♥️♥️•“NU SIDDER DU NOK OG TÆNKER, at det blot kan være et spørgsmål om tid, før det hele gik galt. Og det har du ...
12/07/2019


♥️♥️♥️♥️♥️

“NU SIDDER DU NOK OG TÆNKER, at det blot kan være et spørgsmål om tid, før det hele gik galt. Og det har du selvfølgelig ret i. Så lad os da bare spole et par uger frem. Forbi alle stunderne med hungrende tyskere i min tipi, forbi alle runderne på minigolfbanen med to bjæffende terminalpatienter, forbi alle beskederne fra familie, venner og min arbejdsgiver, der hobede sig op på min mobilsvarer, forbi alle stunderne, hvor mit hjerte hoppede et slag over, fordi jeg troede, jeg så en sort Audi bremse ned, eller en politimand, der kom luntende ned mod mit telt. Lad os hoppe forbi alt det og frem til den dag med Kunos overraskelse. “

Mads, som rigtigt hedder noget så særegent som Kuno, arbejder som tekstforfatter. Han har fået til opgave at skrive en døende mands erindringer, hvilket indebærer et ophold i Hvide Sande hvor manden, som i øvrigt også hedder Kuno, bor på hospice. Turen fra Århus til Hvide Sande passer Mads udmærket, han har sine grunde til at flygte hjemmefra for en periode. Da Mads kommer frem, erfarer han at opgaven nok ikke kommer til at forløbe helt uproblematisk. For gamle Kuno er ingenlunde samarbejdsvillig i forhold til den bog Mads skal skrive. Og hvad han troede var et komfortabelt skriveophold på hotel viser sig at være i et telt på en luset campingplads. Og så er der lige det der problem med lakridspiberne, som giver ham en lokal bølle på nakken. Får Mads nogensinde skrevet bogen? Hvad er det han flygter fra? Og hvad er det lige med de lakridspiber?

Hvis du mangler en underholdende og anderledes roman til sommerferien, er ‘Hvis dette er en lakridspibe’ et godt bud. Læs hele anmeldelsen på Litteraturformidleren.dk 👆

Anmeldereksemplar fra

•Husk børnene på bagsædet, når I skal pakke gode bøger til årets sommerferie! For ferietid er jo som bekendt læsetid 📚•H...
28/06/2019


Husk børnene på bagsædet, når I skal pakke gode bøger til årets sommerferie! For ferietid er jo som bekendt læsetid 📚

Herhjemme har vi denne uge kastet os over de to nyeste udgivelser i den fantastisk fine serie af billedbiografier “Små mennesker, store drømme”, som handler om bokseren Muhammad Ali og fysikeren Stephen Hawking.

Særligt sidstnævnte er jeg virkelig begejstret for. En inspirerende fortælling understøttet af de fineste, stemningsfulde illustrationer.

Læs omtalen af begge bøger på Litteraturformidleren.dk nu, og hav en dejlig sommerferie, hvis I skal på sådan en ☀️

Anmeldereksemplar fra @ Copenhagen

•♥️♥️♥️♥️♥️♥️•“Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, o...
23/06/2019


♥️♥️♥️♥️♥️♥️

“Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter, og derfor er det af yderste vigtighed at I koncentrerer jer om at smelte ind. Smil til alt og alle (inklusive husdyr og mannequindukker). Gå maksimalt normalt. Tak højlydt når nogen holder en dør. Undskyld jeres eksistens. Hvisk i metroen, grin afdæmpet i biografer, forvandl jer til en usynlig gasform.”

Stockholm rammes af flere bileksplosioner, hvilket naturligvis ryster samfundet. Måske i særlig grad Amor og hans omgangskreds, som ringer sammen, forbereder sig på det, der skal til at ske. For når hændelser af den karakter finder sted, bliver alle øjne rettet mod dem, der har et højere melaninniveau end den gennemsnitlige svensker. De bliver en fælles krop, de bliver frem for alt nogen, der matcher et signalement. Gennem den højspændte fortælling, som udgår fra Amors tanker, udviskes grænserne mellem offer og forbryder, mellem indbildning og virkelighed.

I ‘Jeg ringer til mine brødre’ kastes læseren ubarmhjertigt ind i den racialisering, der er strukturelt forankret i vores samfund og som oftest er ret usynlig for mere privilegerede samfundsgrupper. Som en del af den hvide majoritet kan man få lirket lidt til sin privilegieblindhed, hvilket er så ufatteligt vigtigt – og som jeg i øvrigt ikke synes skønlitteraturen bidrager til særlig tit. Når Amor fortæller hvordan han gør et nummer ud af at vise tydeligt, at han smider sit tyggegummi i skraldespanden i stedet for på gaden, så alle kan se at han ikke er som “dem man hører om i medierne”, eller når han afslører en telefonsælger i at bruge et mere svenskklingende navn end sit eget for at blive modtaget mere positivt, så træder de her små naturaliserede forfordelinger frem. Små byggesten, der konstant og næsten usynligt understøtter en uhyggelig rangordning af mennesker. Amor føler sig konstant overvåget og han er under konstant overvågning af sig selv. Det er tankevækkende og skræmmende og ulykkeligvis helt genkendeligt.

Den her lille bog er en af de bedste og vigtigste bøger jeg til dato har læst. Læs den! Og læs hele anmeldelsen på Litteraturformidleren.dk ☀️

[Anmeldereksemplar]

Adresse

Solrød

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Litteraturformidleren.dk sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Litteraturformidleren.dk:

Videoer

Del

Mediafirmaer i nærheden


Andre Medier/nyheder i Solrød

Vis Alle

Du vil måske også kunne lide