07/07/2023
Efter knap 6 år som selvstændig med Kyvsgaard Kommunikation, har jeg fået et tilbud, jeg ikke kunne afslå ✍️
Pr. 1. august bliver jeg således marketingchef hos Institut For Kundetyper, hvor min opgave bliver at sprede kendskabet til metoden om kundetyperne ud til endnu flere marketingprofessionelle.
Samtidig er jeg så privilegeret, at jeg fortsætter med at samarbejde med mine eksisterende kunder omkring deres online markedsføring i de nye omgivelser.
Så alt er egentlig som det plejer at være - bare bedre.
Hvorfor har jeg valgt skiftet? Er forretningen dalende? Er jeg blevet uvenner med alle omkring mig?
Nej, alt er egentlig godt, som det altid har været. Og beslutningen har da også været længere tid undervejs. Men til syvende og sidst, så er der flere grunde til min beslutning:
Først og fremmest, så tror jeg meget på kundetype-metoden. Jeg har selv arbejdet med det, er blevet uddannet inden for det og jeg kan se, at det stille og roligt vinder mere og mere indpas i marketingslandskabet. Jeg er overbevist om, at metoden kan gøre en forskel for endnu flere, og det glade budskab vil jeg glæde mig til at udbrede endnu mere.
Derudover vil jeg gerne som fagperson bevæge mig endnu mere “op i lagene”, så det i stedet for at handle udelukkende om markedsføring, lige så meget om handler om koncept- og forretningsudvikling. For det er det, der bliver så håndgribeligt at justere på med kundetype-metoden.
Folk der kender mig ved, at jeg altid har været bevidst om, at livet som selvstændig en eller anden dag skulle slutte. Det er i mine øjne ikke bedre eller finere at være selvstændig frem for lønmodtager.
Jeg havde dog ikke regnet med, at skiftet skulle ske nu, men man kan nu engang ikke planlægge alting her i tilværelsen. Man skal gribe de muligheder, der nu engang opstår.
Så selvom “selvgjort er velgjort”, bliver det godt at få en hverdag omgivet af kloge kolleger hos Institut For Kundetyper.
Det har været en utrolig rejse de sidste knap 6 år. Et samsurium af op- og nedture, møder med spændende mennesker, frustrationer, læringer, nederlag, sejre, søvnløse nætter og alt derimellem.
Det er ikke uden en vis portion stolthed, at jeg kigger tilbage på den mest lærerige periode af mit arbejdsliv. Hvis du vil have personlig udvikling i dit arbejdsliv, så få din egen virksomhed. De erfaringer, jeg har fået her, tror jeg vil være umulige at finde andetsteds 🙂
Jeg vil gerne afslutningsvis benytte lejligheden til at sige tak til dem, der har gjort det muligt at drive min virksomhed.
Tak for støtten, supporten, inputtene og interessen undervejs.
Man kan meget selv, men ingenting alene.