𝐆𝐚̊𝐫 𝐌𝐚𝐫𝐢𝐞 𝐢 𝐟𝐨𝐫 𝐬𝐦𝐚̊ 𝐬𝐤𝐨?
𝐆𝐚̊𝐫 𝐌𝐚𝐫𝐢𝐞 𝐢 𝐟𝐨𝐫 𝐬𝐦𝐚̊ 𝐬𝐤𝐨, 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐡𝐮𝐧 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐤ø𝐛𝐞𝐫 𝐞𝐧 𝐣𝐮𝐥𝐞𝐠𝐚𝐯𝐞 𝐭𝐢𝐥 𝐬𝐢𝐧 𝟑 𝐦𝐚̊𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫 𝐠𝐚𝐦𝐥𝐞 𝐧𝐞𝐯ø?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Marie, som vi håber, I kan hjælpe med:
‘’Vi nærmer os julen med hastige skridt, hvilket også betyder, at min søster og hendes mand har sendt en ønskeliste ud til den resterende familie. På ønskelisten er der ønsker fra min søster, hendes mand, min niece på 4 år, og ja… min nevø på 3 måneder!
Ønskerne fra min niece på 4 år ser jeg egentlig som en mulighed for at give hende noget, som hun bliver glad for, og som forhåbentlig kan bidrage til vores relation. Derimod oplever jeg ønskerne til min 3 måneder gamle nevø, som en mulighed for, at min søster og hendes mand kan spare nogle penge. Jeg elsker min søster og hendes børn, men min nevø vil ikke have den mindste ide om, hvad han får i julegave, eller fra hvem - og så synes jeg pludselig, at en ekstra gave i prisklassen 200-400 kr. er mange penge.
Vi er en stor familie, og med to juleaftener forude, hvor både forældre, bonusforældre, svigerfamilie, søskendes kærester, kusiner, fætre, onkler og tanter sender ønskelister rundt til alle, bliver julen hurtigt dyr. Jeg føler derfor, at jeg er nødt til at prioritere og vælge gaven til min søsters ene barn fra, men jeg ved simpelthen ikke, om det er at gå i for små sko?’’
Så går Marie i for små sko, hvis hun ikke køber en julegave til sin 3 måneder gamle nevø? Hvis du mener “Ja, hun går i for små sko”, så brug omsorg-emojien. Hvis du mener “Nej, hun går ikke i for små sko”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del je
Kan man stille skærmtid-krav ved børnepasning? I Sara & Monopoet I P4
𝐊𝐚𝐧 𝐄𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞 𝐨𝐠 𝐌𝐚𝐝𝐬 𝐬𝐭𝐢𝐥𝐥𝐞 𝐤𝐫𝐚𝐯 𝐭𝐢𝐥 𝐟𝐚𝐫𝐦𝐨𝐫 𝐨𝐠 𝐟𝐚𝐫𝐟𝐚𝐫𝐬 𝐦𝐨𝐫𝐠𝐞𝐧𝐫𝐮𝐭𝐢𝐧𝐞𝐫, 𝐧𝐚̊𝐫 𝐝𝐞 𝐩𝐚𝐬𝐬𝐞𝐫 𝐝𝐞𝐫𝐞𝐬 𝐬ø𝐧?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Emilie og Mads, som vi håber I kan hjælpe med:
"Herhjemme er min mand, Mads, og jeg havnet i et dilemma, der drejer sig om bedsteforældre og skærmtid. Det forholder sig sådan, at vi om morgenen har enormt mange konflikter med vores 3-årige søn, Lukas, når han har overnattet hos farmor og farfar. Konflikterne opstår, fordi Lukas får lov til at se videoer på iPad, imens der laves havregrød, når der spises morgenmad, og når farmor og farfar gør sig klar. Det betyder, at vores søn sidder foran skærmen en god times tid om morgenen, og flere gange i løbet af dagen.
Vi er selvfølgelig enormt glade for, at farmor og farfar har lyst til at have Lukas overnattende, men vi synes også, at det er ekstremt udmattende at håndtere et grædende barn, der hver morgen efterfølgende skriger: "JEG VIL SE VIDEO NU!!"
Det er meget tydeligt, at vores grænser omkring skærmtid er meget anderledes end farmor og farfars, men vi er ret nervøse for at konfrontere farmor, da hun ikke altid er så modtagelig overfor den slags feedback. Desuden har ingen af os lyst til at virke utaknemmelige eller krævende ved at stille krav til deres måde at håndtere morgenrutinen på. Og kan vi overhovedet tillade os at stille krav, når de passer vores søn, eller er det bare en af de ting, man må acceptere som forældre?"
Så kan Emilie og Mads tillade sig at stille krav til farmor og farfars morgenrutine, når deres 3-årige søn er på besøg? Hvis du mener “
Er det okay at lyve om, hvad man læser, hvis ens studie bliver mødt med mange fordomme?
Er det okay at lyve om, hvad man læser, hvis ens studie bliver mødt med mange fordomme?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Jonas, som vi håber I kan hjælpe med:
‘’Jeg er i start 20’erne, og efter fire års parforhold valgte min forlovede og jeg for to år siden at flytte til Århus fra København for at studere. Mere præciseret valgte jeg at læse jura. Og ja, jura er nemlig problemet.
På nuværende tidspunkt læser jeg på 4. semester og studiet er helt vidunderligt og lige mig. Problemet er derimod andre menneskers reaktion, når jeg fortæller, hvad jeg studerer. Og det er lige fra fremmede mennesker, jeg møder i byen til familiemedlemmer. Jeg møder nemlig rigtig mange fordomme omkring min person, når jeg fortæller, at jeg studerer jura. Folk antager nemlig, at jeg så er snobbet, kun er interesseret i penge, eller vil bruge mit liv på at forsvare forbrydere og mordere. Det er gået så vidt at jeg nu kun fortæller folk hvad jeg læser, hvis folk direkte spørger mig. Jeg prøver at være ydmyg og vil egentligt bare ses for den jeg er, frem for ham den snobbede der læser jura.
Min kæreste mener, at folk er fordømmende, fordi de har mindreværdskomplekser. Min kæreste læser psykologi, og bliver ofte mødt nysgerrigt af andre mennesker, mens jeg er ham den snobbede, der kommer til at tjene for mange penge i fremtiden. Så kære Monopol - Skal jeg lyve om hvad jeg læser? ’’
Så er det okay at lyve om, hvad man læser, hvis ens studie bliver mødt med mange fordomme? Hvis du mener “Ja, det er det”, så brug omsorg-emojien. Hvis du mener “Nej, det er det ikke”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaringer her, vi glæder os til at høre, hvad I synes. Og hør med, når monopolet debatterer dilemmaet lørdag den 23. november fra kl 09. i DR LYD og p
Er det ulækkert at file negle i sofaen og i bilen?
Er det ulækkert at file negle i sofaen og i bilen?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Liv, som vi håber I kan hjælpe med:
‘’Jeg bor sammen med min dejlige mand, Thomas og vores skønne datter på 12 år. Thomas og jeg har været sammen i 22 år, og boet sammen i 18 år. Vi kender efterhånden hinandens vaner, særheder og finurligheder rimelig godt, men for nylig er Thomas begyndt at kommentere på en ting, som han ellers aldrig har haft en holdning til før. Han synes helt enkelt, at det er ulækkert, når jeg filer mine negle alle andre steder end på badeværelset.
Jeg kan godt finde på at file mine fingernegle i sofaen mens vi ser en film eller i bilen når vi er ude at køre. For mig er det tidsoptimerende og på ingen måde ulækkert. Thomas synes derimod, at filning af negle er på niveau med at file hård hud på fødderne, hvor “alt det fra mine negle flyver rundt over det hele”.
Nu er vores datter på 12 år også begyndt at file negle i sofaen, så nu mener Thomas, at der er dobbelt op på ulækker i hjemmet, og ser dømmende på mig, når hun gør det.
Jeg kan simpelthen ikke se det uhygiejniske i det, men da vi spurgte et vennepar forleden, blev jeg i tvivl. Min veninde filer nemlig altid sine negle på badeværelset, da hun selv synes, at alt andet er ulækkert. Er jeg helt gal på den her? ’’
Så er det ulækkert at file negle i sofaen og i bilen? Hvis du mener “Ja, det er det”, så brug omsorg-emojien. Hvis du mener “Nej, det er det ikke”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaringer her, vi glæder os til at høre, hvad I synes. Og hør med, når monopolet debatterer dilemmaet lørdag den 16. november fra kl 09. i DR LYD og på P4
Skal Martha smide sin ekskærestes tøj ud, når nu hun er i et nyt forhold?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Martha, som vi håber i kan hjælpe med:
‘’Min ekskæreste og jeg fandt sammen i gymnasiet og var kærester i 2,5 år. I den tid gav han mig og min bror en masse af hans gamle tøj, som vi begge blev rigtig glade for.
Her halvandet år efter vi slog op, har jeg fået en ny kæreste, Magnus, som jeg elsker højt, men min eks-kærestes tøj ligger stadig i skabet.
Min bror ELSKER tøjet, og bruger det stadig en hel del til hverdag. Jeg bruger det ikke så meget - mest som nattøj.
Jeg kan dog mærke, at jeg er begyndt at tænke over situationen. For hver gang jeg vasker tøj, bliver jeg mindet om min ekskærestes eksistens. Det er en temmelig neutral tanke, men den kommer alligevel. Derfor har jeg nu lagt tøjet i kategorien: "tøj, der gerne må gå i stykker", da det jo trods alt bare er nogle gamle bluser.
Men når jeg er sammen med Magnus, går jeg meget op i, at jeg ikke har noget af tøjet på, og at jeg ikke har det liggende fremme. Jeg får alligevel en følelse af, at jeg "lyver" overfor Magnus - hvilket jeg ved er en fuldstændig irrationel tanke, men den strejfer mig hver gang. Jeg bliver næsten helt flov, men føler også, at det i sidste ende er ligegyldigt, hvor jeg har fået det tøj fra...
Nu har jeg så brug for HJÆLP!!! Skal jeg smide tøjet ud eller beholde det? Og hvad gør jeg med min lillebrors tøj? Hvad skal jeg gøre?’’
Så skal Martha smide sin ekskærestes tøj ud, når nu hun er i et nyt forhold? Hvis du mener “Ja, det skal Martha”, så brug omsorg-emojien. Hvis du mener “Nej, ”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaringer her, vi glæder os til at høre, hvad I synes. Og hør med, når monopolet debatterer dilemmaet lørdag den 9. november fra kl 09. i DR LYD og på P4
Må man gerne sige “jeg elsker dig” til nogen, selvom man egentlig ikke mener det?
Må man gerne sige “jeg elsker dig” til nogen, selvom man egentlig ikke mener det?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Berit, som vi håber i kan hjælpe med:
“Jeg er en kvinde i midt 40’erne og jeg har en håndfuld veninder, som jeg har kendt i mange år og holder rigtig meget af. De er gode til at ytre deres følelser, og ved særlige lejligheder, når vi har lidt dybere samtaler, siger de" jeg elsker dig" til mig. Det er jo virkelig sødt af dem, og jeg sætter virkelig også pris på dem og vores venskaber, men jeg har svært ved, at skulle sige “jeg elsker dig” tilbage til dem, da jeg faktisk ikke gør det. jeg mærker virkelig, at de mener det, når de siger det, for det er ikke noget, der bliver sagt til alle og enhver.
Jeg er helt sikker på, at det er mig, der har et mærkeligt forhold til den sætning, fordi jeg føler, at det kun er noget man siger til sine børn eller mand.
Mit dilemma er, hvad gør jeg i den situation? Jeg holder virkelig særlig meget af de her veninder, og de betyder meget for mig. Men jeg elsker dem ikke. Hver gang de siger det, bliver det lidt akavet, og jeg får sagt noget lige med “tak” eller “også til dig”.
Skal jeg sige “jeg elsker også dig”? Eller skal jeg blot sige tak, når de siger det til mig? Eller skal jeg gå dybere ind i det og fortælle at jeg ikke gengælder "jeg elsker dig’’-følelserne ?”
Må man gerne sige “jeg elsker dig” til nogen, selvom man egentlig ikke mener det?
Hvis du mener “Ja, det kan man godt”, så brug omsorgs-emojien. Hvis du mener “Nej det kan man ikke”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaringer her, vi glæder os til at høre, hvad I synes. Og hør med, når Monopolet debatterer dilemmaet lørdag den 2. november fra kl 09. i DR LYD og på P4.
Er det i orden at lægge en salgsannonce op på ny, hvis man i første omgang har sat den for billigt?
Er det i orden at lægge en salgsannonce op på ny, hvis man i første omgang har sat den for billigt?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med derhjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Emil, som vi håber i kan hjælpe med:
“Jeg har for nylig sat fire 7'er stole til salg på nettet til 1500 kr. i alt og jeg fik fire henvendelser inden for de første 5-10 min og tænkte straks at jeg havde sat prisen alt for lavt.
Nu føler jeg mig vildt fristet til at trække annoncen tilbage og sætte prisen op. Det virker som om jeg godt ville kunne sælge stolene til en noget højere pris..
Jeg er ikke en krejler, og sælger normalt ikke ting på nettet, og jeg har lidt dårlig samvittighed, og føler det er dårlig stil, hvis jeg gør det. Jeg er tvivl, om jeg så skal skrive til de mange der efterhånden er interesseret i stolene, eller om jeg bare skal ghoste dem. Og herefter så bare lægge en ny annonce op med det samme med en højere pris, eller om jeg lige skal vente en uge eller to med det.
Jeg har været i kontakt med en af mine venner, som har styr på at prissætte møbler, og min ven sagde, at jeg sagtens kunne sælge stolene for den dobbelte pris.
Så kære monopolet - er det OK at trække annoncen tilbage for så at lægge en ny annonce op med en højere pris, eller må jeg bare holde fast i den oprindelige annonce og så tænke mig bedre om en anden gang?”
Er det i orden at lægge en salgsannonce op på ny, hvis man i første omgang har sat den for billigt? Hvis du mener “Ja, det er det”, så brug omsorgs-emojien. Hvis du mener “Nej det er det ikke”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaringer her, vi glæder os til at høre, hvad I synes. Og hør med, når Monopolet debatterer dilemmaet lørdag den 26. oktober fra kl 09. i DR LYD og på P4.
Er det moralsk forkert af Nanna, at lade sin datter beholde en ring, som datteren har fundet på skolens toilet?
Er det moralsk forkert af Nanna, at lade sin datter beholde en ring, som datteren har fundet på skolens toilet?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Nanna, som vi håber i kan hjælpe med:
“Sagen er den, at vores datter på 13 fandt en ring på skolen. Den var bøjet til ukendelighed, men hun kunne se, at hun måske ville kunne gå i sløjd og bøje den ud igen og få den tilbage til en "okay" udgave. Det lykkedes efter en times tids anstrengelse. Hun og en veninde var vildt glade for at arbejdet lykkedes - ja, hun var faktisk helt oppe at køre over sit held og at hendes ihærdighed "betalte sig".
Så møder hun sin mor - og senere far - der ikke mener, hun kan beholde ringen. Det er en Maanesten-ring i sølv, som, når den sælges brugt, koster omkring 300 kr. Fra ny koster den omkring 500 kr. Det er en rigtig populær ring blandt teenagepiger, og vores datter har også ønsket sig sådan en længe. Vi ved ikke, hvordan ringen er endt med at ligge på gulvet på toilettet i den tilstand, men vi mener, at den nu skal afleveres på kontoret - eller til klasselæreren.
Vores datters argument er, at ingen ville kendes ved ringen - endsige kunne se, det var en ring - før hun tog den under kærlig behandling. "I skulle have set den - den var helt f**ked!" Det er først nu, hvor hun med viljestyrke og ihærdighed har fået den til at ligne noget, der kan bruges. Skal hun så bare aflevere den? Hvis hun havde vidst, at vi ville sige sådan, havde hun nok bare afleveret den, som den var og ikke brugt mere energi på det.
Skal vi lade vores datter beholde ringen, eller holde fast i at den skal afleveres?”
Så er det moralsk forkert af Nanna, at lade sin datter beholde en ring, som datteren har fundet på skolens toilet? Hvis du mener “Ja, det er det”, så brug omsorgs-emojien. Hvis du mener “N
Kan man bede folk om at slukke lyden på deres telefoner i offentligheden?
Kan man tillade sig at bede folk om at slukke lyden på deres telefoner i offentligheden?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Vera, som vi håber, I kan hjælpe med:
“Jeg er så træt af og frustreret over al den mobil- og anden skærm relaterede lyd i det offentlige rum. Det er rundt i gaderne, i tog, busser, ventesale, i caféen, på danseskolen og alle andre steder. Mobilsnak på højtaler, reels/shorts/lignende, musik, videoer folk får tilsendt af venner og familie mv. Eller for den sags skyld høj tale, når man taler i mobil i et tog eller en bus. Det er overalt. Er almen pli, ordentlighed og hensynet til folk omkring en fuldstændig dødt og borte?
Jeg har personligt ikke et problem med at få andres personlige ting at vide i deres samtaler, det er lyden det handler om.
Vi opdrager vores børn til enten at bruge høretelefoner eller ikke at have lyd på sin telefon. Har man glemt høretelefonerne, må man bare leve uden lyden, det skal ikke gå ud over andre. Hvis jeg tog dem i det modsatte, ville jeg blive pænt tosset.
Er det bare mig, eller hvad? Jeg har nogle gange bedt folk om at slukke for lyden. En kvinde slukkede og undskyldte, andre kigger på mig som om jeg kommer fra det ydre rum.
Men kan jeg tillade mig fremover at kommentere på folks højlydte telefoner og bede dem om at slukke, eller skal jeg blot affinde mig med, at det er sådan, vores offentlige rum er blevet?’
Så kan man tillade sig, at bede folk om at slukke lyden på deres telefoner i offentligheden? Hvis du mener “Ja, det kan man godt”, så brug omsorgs-emojien. Hvis du mener “Nej det kan man ikke”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaringer her, vi glæder os til at høre, hvad I synes. Og hør med, når Monopolet debatterer dilemmaet lørdag den 5. oktober fra kl. 9 i DR Lyd og på P4.
Kan man købe luseshampoo til familier, der ikke selv vil eller kan købe det?
Kan man moralsk tillade sig at købe luseshampoo til familier, der ikke selv vil eller kan købe det?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Marie, som vi håber i kan hjælpe med:
“I vores datters 4. klasse er der konstant børn med lus. Vi får fra tid til anden besked på Aula om, at der igen er lus. Vi giver pligtskyldigt vores familie på 5 lusekur, men vores datter fortæller os, at nogle af pigerne i klassen ikke siger det til deres forældre, når de ved de har lus, fordi de ikke vil have lusekur. Andre piger fortæller, at deres forældre ikke vil/kan bruge penge på shampooen. En lusekur koster ca. 300 kr. og vi har de sidste to år brugt over 5.000 kr. på denne absurd dyre luseshampoo for at slå de kræ ihjel, som har slået lejr i vores families hår. Men lige lidt hjælper det jo, hvis ikke alle i klassen gør en indsats. Jeg sidder i skolebestyrelsen og har på et møde foreslået at vi kunne lave en årlig lusekurs-dag, for at komme problemet til livs, men det blev ikke taget godt imod.
Jeg har det efterhånden, som det så poetisk er formuleret i et børnerim:
“Først tog jeg det med godt humør,
Men snart bli’r jeg så skingerskør,
Fordi det bare klør og klør”
Nu har vi startet weekenden med en lusekur. Igen. Hvad gør vi? Kan man sende en flaske luseshampo med de børn hjem, som har lus og som ikke får det behandlet? Hvordan gør man det diskret og uden at være provokerende? Det må jo også gøre dem skøre, at have kløende hårbund altid."
Så kan man moralsk tillade sig at købe luseshampoo til familier, der ikke selv vil eller kan købe det? Hvis du mener “Ja, det kan man godt”, så brug omsorgs-emojien. Hvis du mener “Nej det kan man ikke”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaringer her, vi glæder os til at høre, hvad I synes. Og hør
Kan man tillade sig at skifte job én måned efter, man har startet et nyt?
Kan man tillade sig at skifte job én måned efter, man har startet et nyt?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Alex, som vi håber i kan hjælpe med:
“Kan jeg skifte job én måned efter, jeg er startet et nyt?
Min samvittighed siger mig, at det er super dårlig stil.
Mit ego fortæller mig, at det er en mulighed, jeg ikke kan misse.
Hvad gør jeg?
Jeg står i en virkelig ambivalent situation. For en måned siden startede jeg et nyt job i restaurationsbranchen. Jobbet er det sikre valg, stabil indkomst, ok løn, gode forhold og personalegoder. Det er sådan en arbejdsplads som folk fra gen X ikke siger op fra, fordi de godt ved, at de ikke kan få det bedre. Jeg er blevet glad for det og vigtigst af alt, giver det ro på hjemmefronten.
Det er særdeles vigtigt, da min kæreste og jeg er ved at opstarte i fertilitetsbehandling med ægsortering. En af betingelserne for at jeg tog jobbet, var at jeg med én dags varsel kan køre til Aalborg med min kæreste, for at igangsætte behandling. Vi bor i Odense, så det er en lang tur.
Jeg er nu her én måned efter at være startet i mit nye job, blevet headhuntet til et andet job, som kan tilbyde de samme vilkår som jeg har nu. De er også indforstået med vores behandlingssituation og har accepteret samme vilkår.
Stillingen er en god blanding af personale, pleje og forretningsdrift. Noget jeg synes er super fedt. Timerne er det samme, men de tilbyder 30% lønstigning. Det er klart en stilling jeg synes er langt federe - men jeg har også dårlig samvittighed overfor dem som lige har ansat mig.’’
Så kan man tillade sig at skifte job én måned efter, man har startet et nyt? Hvis du mener “Ja, det kan man godt”, så brug omsorgs-emojien. Hvis du mener “Nej det kan man ikke”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaring
Er det i orden, at blande sig i den måde ens partner skærer osten på? I Sara & Monopolet
Er det i orden, at blande sig i den måde ens partner skærer osten på?
Kære verdens bedste lyttere!
Vi elsker, når I debatterer med hjemme ved højtalerne og her på Facebook, og vi vil gerne høre jeres erfaringer og meninger om dilemmaerne. Vi har modtaget et dilemma fra Sofie, som vi håber i kan hjælpe med:
‘’I weekenden, hvor min mand Magnus og jeg sidder og får et rundstykke og et stykke ost om morgenen, opstår der et tilbagevendende problem.
Magnus kritiserer gang på gang, hvordan jeg skærer osten og rundstykkerne. Osten udhules med den måde, jeg skærer på, og rundstykket bliver skævt, og jeg lader ikke "kniven gøre arbejdet", men tvinger den igennem.
Jeg forsøger at gøre det på den "rigtige" måde, for jeg kan godt se fornuften i det, mest for at stoppe hans brok, men det er åbenbart stadig "forkert".
Vi har snakket om det flere gange, hvor jeg har bedt Magnus om at stoppe med at kritisere og kommentere det, men han kan ikke lade være, og siger at han bliver så irriteret og ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke bare kan gøre det "rigtigt". Jeg er derimod så træt af at skulle tænke over, hvordan jeg skærer osten og rundstykket og er fint tilfreds med, hvordan jeg gør tingene. Og vi er begge trætte af den tilbagevendende diskussion og den dårlige stemning, det til tider kan give.
Jeg har tænkt på selv at sørge for, at der altid er to oste, en til hver, som man selv styrer og ellers ikke forholder sig til den anden. Men Magnus har svært ved at "passe sin egen butik", selvom det f.eks. er mit eget rundstykke, som jeg skærer "forkert".’’
Så er det i orden, at blande sig i den måde ens partner skærer osten på? Hvis du mener “Ja, det er det”, så brug omsorg-emojien. Hvis du mener “Nej det er det ikke”, så brug hjerte-emojien.
Stem og del jeres erfaringer her, vi glæder os til at høre, hvad I synes. Og hør med, når monopolet debatterer dilemmaet lørdag den 14. september fra kl 09. i DR LYD og på P4
