14/01/2025
Dansk radio står ved en skillevej. I en tid, hvor globalt indhold dominerer, og lytterne i stigende grad søger deres underholdning på digitale platforme, skal vi som lokale radio- og tv-stationer stille os selv spørgsmålet: Hvad gør os unikke?
Hos Radio Kristrup skaber vi en lokalradio med en kulturel sammenhængskraft, der rækker langt ud over mikrofonen. Vi er ikke bare en radiostation – vi er et fællesskab.
En vigtig del af vores arbejde er dialogen med lytterne, som vi bl.a. understøtter gennem Facebook-grupperne 8960 og Randers Lokalpolitisk Forum. Her er der plads til debatter, idéudveksling og lokale perspektiver. Disse grupper giver os en værdifuld indsigt i de emner, der optager indbyggerne i området.
Mange lokalradioer kæmper for relevans i en medievirkelighed, hvor alt er tilgængeligt med et klik. Men den fejl vi ser, er at forsøge at konkurrere med de store platforme på deres præmisser. Det kan vi ikke vinde. I stedet fokusere vi på det, vi kan gøre bedre end nogen andre: Vi kan skabe lokalt forankrede fællesskaber, hvor lytterne føler sig set, hørt og inkluderet.
Hos Radio Kristrup gør vi det også gennem vores ugentlige podcast med sange fra de sidste otte årtier. Den er ikke bare et musikprogram, men også en lille tidsrejse, der vækker minder og binder generationerne sammen.
På Radio Kristrup har vi en god mulighed for at sætte menneskelige historier i fokus. Vi skal fortælle de historier, der ikke bliver fortalt andre steder. Vi skal give mikrofonen til de mennesker, der bor i vores lokalsamfund, og som ønsker at dele deres tanker og idéer. Vi har gjort det til vores mission at være et talerør for både unge og ældre. Vi ser det som vores ansvar at skabe dialog mellem generationerne og at give de unge mulighed for at tage del i samtalen om deres lokalsamfund. Vores fremtid ligger i nærvær, fællesskab og lokalt engagement. Og den ligge i at turde gentænke, hvad lokalradio kan være.
Lars Rytter Sørensen
Radiochef, Radio Kristrup