03/11/2021
Stærk anmeldelse af Den Gule Gynge.
Det har været en kæmpe fornøjelse at læse Jesper Kinch-Jensens bog. Det er både vittigt, skarpt, visionært og meget ægte, associerende og åbnende. Det er ret imponerende, at Kinch-Jensen har fundet en skrivestil, hvor han fastholder en måde at tænke, spørge og undersøge på, hvor det anekdotiske, oplevede og private blandes med det politiske, grundlagsfilosofiske og faglige. Det er et godt greb at lade forholdet mellem fag og politik være den røde tråd og det organiserende princip, som der vendes tilbage til. Jeg er meget begejstret.
Jesper bruger et super citat fra PH om at kultur er liv og politik er rammer om liv – det er så vigtigt, at man tror det er løgn. På samme måde er fag praksis, mens politik er rammerne om praksis. Det er fedt at Jesper trækker fagbevægelsens kulturpriser frem og lister en masse modtagere op – jeg kendte ikke prisen, men de fortæller virkelig en historie. Det er suverænt at se kultur som ’noget der åbner mod noget nyt’ og så trække parallelle til jazzmusik. Det er også suverænt at pege på ligheder (fremfor forskelle) mellem politiker og fagfolk – nemlig at der brænder en ild, engagement (s.38). Der er faktisk fællesmængder og ikke kun modsætninger. Dem skal vi trække frem.
Også evidensdebatten tages der godt fat i, - at evidensen jo virker gennem fagligheden, hvilket kan være svært at måle. Men ja, alt det ’der virker’ virker jo gennem mennesker og fag. På den måde taler det sammen som beredskab fremfor som modsætninger.
Det er helt vildt at Jesper Kinch-Jensen kan favne så bredt – politik, pædagogik, børn, voksne, idræt osv. Fedt at han er så konkret ift. Odense – og ligestiller kunstmuseer og legeland – og binder det sammen omkring aktiviteter i fællesskab – det er jo det, det hele går ud på – at åbne sig mod noget større end en selv (vertikalt) og mod fællesskabet (horisontalt) og måske også ind mod sig selv – hele dannelsen.
Det er så fedt, at Jesper har en masse anekdoter og erfaringer med og altid sætter dem i en større sammenhæng. Det fungerer suverænt, det viser sig fx med emnet ’mobning’ – det er virkelig rørende historier og viser også, at man kan gå andre veje til forandring end kognitive mestringsprogrammer, man kan også begive sig ud i eksistentielle samtaler og bringe sociologi på banen.
Det er også meget illustrativt, at er både tænkes med og imod bøger – fx De Velfærdsprofessionelle’ og ’Optimismens Politik’. Jesper åbner ligesom for, at de har pointer at tænke med, men ser også, at de lukker sig om egne pointer – hvorefter Jesper så åbner det igen. Det er jo sådan, man, synes jeg, bør læse og argumentere såvel akademisk som bare refleksivt i sin praksis.
Der er også et godt bud på integration, hvor man både mærker dannelses- og humanismeidealer og et ønske om realistisk (modsat idealistisk) tilgang, hvor fænomener er blevet bevidst overset og ignoreret. Jeg er helt enig i, at lavere ydelser med mulighed for at få flere ydelser ved at deltage fungerer langt bedre end bare at sætte ydelser ned. Det er jo en slags borgerløn, der foreslås på nogle måder. Jeg tror der er noget rigtigt i det. At man belønnes for deltagelse. Jeg vil vædde på, at kravet om 37-timers aktivering ikke fører til markant øget arbejdsmarkedstilknytning, men i stedet ender med et nyt bureaukrati fyldt med lægeerklæringer – særligt fordi der ikke følger flere penge med. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan løse integrationsopgaven, hvis der følger faglighed med disse rammer. Men rammerne (krav, ikke-krav, ydelser osv.) kan bare ikke stå alene. De virker ikke ’i sig selv’.
Man kan jo mærke, at Jesper Kinch-Jensen med ’Den Gule Gynge’ vil noget med Odense – selvom bogen handler om alt muligt generelt så forankres det hele tiden i Odense. Det er også stærkt, fordi det dermed bliver meget virkeligt og konkret.
Leif Tøfting Kongsgaard
Faglig Direktør Væksthuset og forfatter til bogen “Multiteoretisk praksis i socialt arbejde” (Akademisk Forlag)
