13/11/2021
Så du Smertensbørn på TV 2 i går? Ellers kan du stadig gå ind og se det på TV 2 PLAY.
Hvad synes du der skal til, for at den danske folkeskole bliver til et rart, lærerigt og trygt sted at være?
Der er så mange ord, jeg har lyst til at skrive om dette emne. Inklusion i folkeskolen. Men jeg vil fatte det kort og opfordre til at se programmet.
Der er mange skoler der fungerer fint, men der er også mange skoler, der ikke fungerer som det bør. Det er denne dokumentar også et vidne på. Kudos til lærerne som medvirker i programmet og kæmpe Kudos til Magnus mor, som på trods af en lang opslidende kamp, stadig formår at møde sit barn, på de måder Magnus har brug for. Du håndtere det virkelig flot.
På mit studie, har jeg været med til at skrive en del om inklusion i folkeskolen, hvor også Rasmus Alenkær og Susan Hart har været inddraget i teorierne.
Alenkær er jeg stadig meget optaget af og jeg vil opfordre til at lytte til hans podcast, hvor der bl.a. også tales om inklusion.
Personligt synes jeg det er skræmmende, at så mange børn får psykiatriske diagnoser.
Derudover synes jeg det arbejdsmiljø mange undervisere står i, slet heller ikke er i orden. Hvordan skulle man forlange at undervisere fra den ene dag til den anden, pludselig skulle have en stor socialpædagogisk viden, som nogle børn har brug for?
Tanken om inklusionsreformen var på nogle punkter måske OK, men det har slet ikke været gennemtænkt og trænger hurtigst muligt til at blive fuldstændig revurderet.
Noget er i gang.... Endelig...
Først og fremmest skal man have et mindre antal elever i klasserne. Videre bør skolerne være endnu hurtigere til at handle, f.eks. ved at visitere til et andet tilbud. Jeg ved godt, at det ofte handler om økonomi. Men så må pengene følge barnet på en eller anden måde, så det ikke er skolerne der står med de økonomiske udgifter.
Det er slet ikke i orden, at børn skal mistrives så voldsomt i måneder og år.
Jeg synes det er et meget interessant emne. Der er så mange ting der ikke er, som det bør være. Og det er "sjovt", at det skal vises i en dokumentar på TV2, inden der for alvor bliver taget fat på emnet.