Bæltsprutten

09/12/2023

23/11/2023

Kommer Bæltsprutten ikke snart på gaden? Hvornår holder I den store reception i Badtionen?

Sådan spørger Bæltspruttens trofaste læsere.

Men svaret er nedslående: Nyborg Journalistklub har besluttet, at Bæltsprutten ikke udkommer i 2023, og vi ved ikke, hvornår den eventuelt udkommer igen.

Øv, men god jul alligevel, og husk at journalistklubben i år har udsendt noget helt andet, nemlig bogen “Og det kom i avisen”, hvor journalisterne gengiver store og små nyheder fra de lokale aviser i perioden fra 1916 til 1939.

Bogen kan købes i boghandlen i Kongegade i Nyborg

Mogens Rasmussen,
Formand

30/03/2023

Nyborg Journalistklub fylder 100 år, og det fejrer vi blandt andet med en række beretninger fra nuværende og tidligere journalister i Nyborg. Denne gang er det tidligere redaktør Preben Petersen, Fyens Stiftstidende i Nyborg, der har skruet tiden helt tilbage til starten af 1970’erne.

Da redaktøren drønede
gennem snehelvedet

Det hele begyndte med sne. Jeg var for nylig begyndt som egnsredaktør for Fyens Stiftstidende i Nyborg og havde forventet at få en fredelig fridag, da helt enorme mængder sne lukkede al trafik, så flere tusinde passagerer fra færger og tog fik en ufrivillig nat i nødkvarterer i Nyborg.
Mange vil huske søndag den 21. november 1971 og de følgende dage og selvfølgelig også undertegnede, som selv måtte kæmpe sig med sin lille Austin 1100 gennem vældige snedriver fra sit hjem i Avnslev til redaktionen i Nyborg for at passe sit arbejde. Senere undrede jeg mig over, hvordan det var lykkedes at få den lille bil gennem bjergene af sammenføget sne. På A1 mellem Ullerslev og Nyborg kørte selv sneplovene fast. Men ikke den lille Austin. Fuld kraft frem nærmest i blinde, men bilen kendte vejen og røg hverken i grøften eller ind i uoverstigelige driver. Hvad gør man ikke som ung journalist for at bringe
læserne friske nyheder.
Helt uventet kom uvejret ikke. Meteorologerne havde varslet østlig kuling til storm, men at uvejret skulle lamme landet og tage tusinder af rejsende til fange i Nyborg var ikke forudset.
Politiet, Falck-Zonen og Civilforsvaret i Nyborg havde den travleste nat nogensinde med at skaffe overnatning til de indesneede.
To gymnastiksale på Birkhovedskolen og Nyborg Gymnasium blev indrettet til sovesale. Andre overnattede i jernbanevogne og i færgen Halsskov. Endvidere blev ellers lukkede sommerhoteller åbnet og varmet op, så de kunne modtage trætte ”rejsende”.
Alle de gode hjælpere i Nyborg blev presset i deres arbejde af, at telefonnettet brød sammen, fordi hundreder af de strandede
rejsende ville ringe til deres pårørende. Overskriften i avisen: Tusinder spærret inde.

21/02/2023

Nyborg Journalistklub fylder 100 år, og det markerer vi blandt andet med en række historier fra nuværende og tidligere journalister i byen.
Her en beretning fra journalist Ole Frank Rasmussen.

Nyborg – et slaraffenland for journalister

Der er få provinsbyer i Danmark, der over en årrække kan mønstre så mange skandaler som
Nyborg.
Sådan har det været i mands minde.
Mine 38 år i branchen giver trods alt en vis erfaring for den påstand.
Bent A. Koch, legendarisk chefredaktør på Fyens Stiftstidende og en stor kulturpersonlighed, var
normalt ikke en mand, der lod sig rive med af dagligdagens trivialiteter.
Men selv han og resten af chefredaktionen var imponeret af Nyborgs præstationsevner inden for
skandale-genren.
I en leder fra 26. juni 1986 - i halen på bilagsskandalen - skrev lederskribenten” at den smukke
voldby udkonkurrerer de fleste købstæder med hensyn til skandaler”.
Og nej, det er ikke tidligere byrådsmedlem Jesper Nielsens bilagssag fra sidste år, men den bilagssag, der omfattede dele af byrådet og en række embedsmænd, der mente, at man både kunne få diæter og skrive en regning på de samme udgifter, som diæterne skulle dække.
Sagen startede i medierne, politiet gik ind i sagen, borgmesteren blev sigtet, men i sidste ende
sluttede skandalen med, at pengene bare skulle betales tilbage.
Det vandt man ikke en popularitetspris hos byrådsmedlemmerne for at skrive om.
Det var heller ikke populært i politikerkredse, da den såkaldte rådhusrapport afslørede, at
kommunaldirektør Finn Andersen og borgmester Aage Koch var som hund og kat og blandt andet
skændtes om, hvorvidt borgmesteren måtte drikke øl på sit kontor.
Komponents helt dugfriske undersøgelse om eventuelle krænkelser i Nyborg Kommune fremstår
nærmest tandløs og farveløs i den sammenhæng.
Når chefredaktionen på Fyens Stiftstidende vitterligt var imponeret af Nyborgs leveringsdygtighed i skandaler skyldtes det et vedvarende konstant og højt præstationsniveau.
I selv samme leder nævnes i flæng: omfattende lugtgener fra Tjærekompagniet og Kommunekemi, politimester Ib Pedersen, der trykkede på sireneknappen, da han ikke følte, at virksomheden havde styr på et udslip, siden rakte tunge i retten af en tilhører, en SID-formand, der delte øretæver ud på værtshus, og borgmester Frederik Nørgaard, der fik taget kørekortet, da han ville tage bilen hjem efter julefrokost på rådhuset.
Nu vil nogen nok mene, at det ikke er nogen sag at være journalist i et slaraffenland af skandaler –
altså et sted, hvor der vokser pølser på grenene og færdigstegte duer flyver ind i munden på
journalisterne.
Men så let er det ikke. De fleste skandaler – uanset om vi taler om den skandaløse julefrokost eller
rodet med navne på stemmesedlerne til folketingsvalget, skal graves ud med teske, og ved hjælp af aktindsigter, klager til ankenævn, et godt kildenet og journalistiske dyder som vedholdenhed,
stædighed og frækhed. Det forventer abonnenter og licensbetalere.

Det er sjældent, at borgmesteren lige kikker forbi redaktionen, fordi han har en god skandale, vil
fortælle, at han har dummet sig, eller trådt i spinaten.
Helt frem til 2009 var der ligefrem konkurrence om de saftige skandaler. Fyns Amts Avis og Fyens
Stiftstidende havde begge redaktioner i byen.
Og det satiriske skrift Bæltsprutten, der sidste år udkom for 25. gang, er født ud af Nyborgs
konstante skandaleniveau.
I nyere tid kan jeg faktisk kun komme i tanke om Fredericia, en anden voldby, der i en kortere
periode har kunnet tiltrække sig samme opmærksomhed som Nyborg som skandalernes holdeplads.
I den allerede citerede leder hedder det: ”Det er forståeligt, såfremt nogle, måske mange i Nyborg
krummer tæer over det skandalepræg, byen har fået. Men sagen kan også ses fra en anden side. Når der er røre i og omkring Nyborg, er det fordi det er en levende by. Der sker noget på godt og ondt.
Det er ikke en andedam uden skvulp. I kraft af en vågen journalistisk dækning er byens borgere
engagerede i en sjælden grad. Det giver engagement. Det giver røre, undertiden så skummet
sprøjter. Men er en kritisk dagspresse, et folkeligt engagement og en åben debat ikke netop
demokratiets kendetegn?”

Faktaboks - Wikipedia
En skandale er en hændelse eller en handling, som vækker forargelse eller ubehagelig og pinlig
opsigt; det vil sige noget, som strider mod den sædvanlige moral- eller retsopfattelse i et samfund.
Skandaler kan være små eller store og af privat eller offentlig karakter. Handlingerne drejer sig
ofte om magt og personlig vinding enten de er politiske, økonomiske, sportslige eller seksuelt
motiveret. Sådanne sager får som regel altid store og negative konsekvenser for dem, det gælder.
Mange moderne skandalesager er knyttet til kendisser og politikere.
Skandaler indeholder i hvert fald mindst fire af de fem klassiske journalistiske nyhedskriterier
nemlig: sensation, konflikt, aktualitet og identifikation hos læserne/seerne. Det sidste kriterie er
væsentlighed.

Blå Bog:

Ole Frank Rasmussen er født i Nyborg for 66 år siden.
Efter historiestudier på SDU kom han på Journalisthøjskolen i 1984. Han startede karrieren i hjembyen første på Fyns Amts Avis og senere på Stiftstidende. Han var en lang årrække erhvervsredaktør på Fyens Stiftstidende og hoppede for nogle år siden til TV2/Fyn, hvor han også blandt andet har været erhvervsredaktør.

Tegningen her er Bæltspruttens udgave af striden mellem de to topfolk på rådhuset i midten af 1980’erne, kommunaldirektør Finn Andersen og borgmester Aage Koch. tegning: Kresten Ivar Rasmussen

31/01/2023

Nyborg Journalistklub fylder 100 år, og det markerer vi blandt andet med en række fortællinger fra journalister, der arbejder eller har arbejdet i Nyborg.
Denne gang skal vi mange år tilbage, til Per Christiansens historie fra Nyborg i 1970/1980’erne. Dengang byen blev kaldt “rød”.

SORT SNAK I RØD BY

Om det var sjovt at være journalist i Nyborg? Det var helt forrygende!
I dag bor jeg i Aalborg, som jo ikke mindst blev kendt, da den lokale
socialdemokratiske borgmester Marius Andersen fik seks måneders ubetinget
fængsel for at modtaget bestikkelse. Et mosgrønt badeværelse leveret af en
af kommunens entreprenører.

Det var i 1981. Året efter, i 1982, blev jeg lokalredaktør på Fyns Amts Avis
i Nyborg. Som i Aalborg havde også Socialdemokraterne i Nyborg i en årrække
haft absolut flertal i byrådet. De kunne bestemme alt. Og gjorde det. Men
som det gamle ord lyder: Magt korrumperer!

Gode historier og skandaler var der således nok af. Og det krævede egentlig
ikke det helt store journalistiske talent at finde dem. Lidt snedig list
kunne også gøre det.

Formanden for den lokale partiforening, der var uddannet typograf og tillige
ret sladdervorn og tilsyneladende også ret så glemsom, kom ofte ind på
redaktionen på Nyborg Avis i Nørrevoldgade.
Sammen med min kollega Torben Nielsen fik vi så en uforpligtende og ”uden
for referat” kop kaffe.
Vi frittede partiformanden ud om livets gang i den socialdemokratiske
inderkreds. Og gang på gang hoppede han i og fortalte os saftige
hemmeligheder. På skift forlod Torben og jeg så kontoret under påskud af at
hente mere kaffe – men for hurtigt at skrive guldkornene ned på en blok.
Vores lille, hemmelige journalistiske metode.
Derefter var vi tavse et par uger eller tre og ringede så til ham for at
høre, om han som partiformand kunne bekræfte den og den historie.
Han var hver gang totalt overrasket. Og svarede på sit syngende fynsk: ”Hvor
ve´ I det fra?”

Man kan sige, at der eksisterede en særlig form for metal-træthed hos
Nyborgs socialdemokrater i de år. Viceborgmesteren var også tidligere
formand for den lokale afdeling af Dansk Metal.
En stærk og meget vigtig smed, tror jeg, han syntes om sig selv.
Socialdemokrat helt ind til knoglerne. Der var ingen nåde overfor
”anderledes tænkende”. En gennemført vred mand.
Første gang jeg skulle referere et byrådsmøde, kom jeg på den. Samme
viceborgmester bad om ordet og jeg lod kuglepennen flyve hen over blokken ….
Men skrev langsommere og langsommere for til sidst helt at stoppe.
Der var jo hverken hoved eller hale i det, manden sagde.
Jeg skulede hen til lokalredaktøren fra Fyens Stiftstidende, Per John
Hansen. Han havde underligt nok ikke gang i blokken. Men sad bare
tilbagelænet og smilede til mig.

Jeg var ny. Han var erfaren. Og han vidste, at nok var byen rød, men dele af
den snakkede sort.
Det var samme viceborgmester, der på et senere byrådsmøde også bad om ordet.
Rejste sig. Gav sig god tid. Hængte den ternede tweedjakke over stolen.
Rømmede sig og sagde:
”Min egen vurdering kommer bag på mig”.

CV

Per Christiansen er 70 år.
Uddannet journalist fra DJH i 1980.
Praktikant på Fyens Stiftstidende.
Journalist på Dagbladet Vestkysten, Fyns Amts Avis, Radio Fyn og TV 2.
Hygger sig nu som pensionist.

Foto

Fyns Amts Avis 1.marts 1984. Foto: Hans Sturesson

18/01/2023

Bodyguard for Borgmesteren

Nyborg Journalistklub fylder 100 år og i den anledning har vi bedt nuværende og tidligere journalister i byen om at give en god historie.
Her er det tidligere lokalredaktør for Fyens Stiftstidende, Gert Ellegaard, der skriver om en aften i selskab med Nyborgs tidligere bykonge, Børge Jensen

Børge Peter Ditlev Jensen, som hans fulde navn lød, var borgmester i Nyborg fra 1966 og frem til 1978. Valgt af Socialdemokratiet og med absolut flertal bag sig var Børge Jensen, som han kun blev kaldt, det tætteste, Nyborg har været på en bykonge i hvert fald i nyere tid.
Den tidligere smed var på mange måder folkets mand i de to årtier, han styrede byen, og det gjaldt også på den selskabelige og afslappede front uden for de til tider kedsommelige politiske møder og officielle pligter. For eksempel var det almindeligt kendt, at Børge godt kunne lide en øl eller to, og at hans favorit her var den lokale Borger Bryg fra Carlsminde.
- Den er jo lavet på døde svenskere, yndede Børge at bemærke, når han serverede en Borger Bryg for sine gæster. Det var med direkte adresse til svenskekrigene i 1600-tallet, hvor voldgravene i Nyborg ifølge Børge blev fyldt op med døde svenskere, de samme voldgrave, som Carlsminde, stadig ifølge Børge, hentede vandet til sin ølproduktion fra.
Jeg skal ikke ud i byen
Én gang om året inviterede Børge Jensen den lokale presse på besøg på rådhuset til et uformelt møde, hvor man kunne snakke om alt og udveksle synspunkter. Det hele foregik efter en gensidig aftale om, at hvad vi taler om her på Nyborg Rådhus i dag, det bliver på Nyborg Rådhus.
Ved disse møder indgik også mad og drikke, læs ikke mindst Borger Bryg, i rigelige mængder. Alkoholpolitik var en by i Rusland på det tidspunkt, både på rådhuset og blandt pressefolkene, så de årlige træf endte ofte som en forholdsvis våd affære.
Således også den aften, som denne historie handler om. Vi havde alle sammen fået, så hatten mere end passede, men alligevel ville vi pressefolk gerne have en sidste omgang eller to, da mødet på rådhuset sluttede henad midnat.
Det ville Børge Jensen faktisk også gerne, men han ville ikke med os videre ud i det nyborgensiske natteliv.
- Nej, jeg skal ikke ud i byen, det ender altid med, at jeg bliver antastet af en eller flere fulderikker, som lige skal fortælle mig nogle sandheder, sagde Børge og bakkede lidt ekstra på sin pibe.
Vi garanterer for din sikkerhed
Det var ikke en undskyldning, som vi pressefolk umiddelbart lod os spise af med. Vi pressede ham stadig hårdere, og da vi til sidst mærkede, at han begyndte at blive lidt blød i knæene, spillede vi den absolutte trumf ud:
- Vi garanterer for din sikkerhed, vi skal nok være dine bodyguards, forsikrede vi med al den selvtillid, som Borger Bryggens både bløde og alkoholmættede smag kunne indgyde.
Børge overgav sig, og i samlet trop begav vi os ud i nattemørket og ind på det første, det bedste sted med lys i vinduerne og servering indenfor.
Der gik sådan cirka tre minutter, fra vi havde fundet vores pladser ved et bord og afgivet en bestilling eller fem, før vi stod i problemer. Børges profeti holdt stik, et par lidt tvivlsomme typer dukkede op ved vores bord for at ”tale” med borgmesteren.
Vi, og det var i dette tilfælde Jan Witzel og jeg, var fanget af vores løfter tidligere, så vi rejste os og forsøgte at se passende truende og bodyguard-agtige ud.
Om det lykkedes, skal jeg lade være usagt, men vi havde i hvert fald held til at få dysset gemytterne ned, og alle slap derfra uden blå øjne eller noget værre.
Til gengæld fik aftenen en brat afslutning, og det var måske i virkeligheden det bedste for både Børge og os andre.

Blå bog for Gert Ellegaard

Gert Ellegaard, født i 1951.
Fyens Stiftstidende (elev, journalist og lokalredaktør i Nyborg) 1970 – 1984. Kanal Fyn/NovaVision 1984 –
1998. Amtsrådsforeningen 1998 – 1999. Roskilde Amt 1999 – 2006. Region Sjælland 2006 – 2021.
Pensionist, men siden 2022 chefredaktør på Kildebrønde.dk.

08/01/2023

Hanhunden Buster blev avisens stjerne

Nyborg Journalistklub fylder 100 år i år, og vi fortsætter serien af beretninger fra nuværende og tidligere journalister i Nyborg.
Denne gang fra Henrik Mohr, der fortæller om den populære redaktionshund, Buster, der blev berømt og fik egen mailadresse

Omkring år 2000 var jeg ansat som journalist på Fyens Stiftstidendes Nyborg-redaktionen sammen med min gode ven og kollega Tom Brehm og lokalredaktør Per John Hansen.
Avisens redaktionsledelse i Odense besluttede, at der skulle sættes turbo på lokaljournalistikken. Og Nyborg-redaktionen blev udpeget som prøvekanin.
Vi blev derfor bedt om at komme med et oplæg til, hvordan man kunne udvide den lokale dækning fra én til mindst to broadside-sider om dagen. Intet var for småt - intet for stort til at lande i Nyborg-redaktionens spalter.
Det hastede ikke - bare i løbet af næste uge - lød det fra ledelsen.
Derfor indkaldte Per John til et ekstraordinært redaktionsmøde fredag eftermiddag - altså efter at weekendens aviser var lagt til rette og vi egentlig havde fri. En ret utidig opgave, som Per John forstod at sælge med løftet om, at han fra sine gemmer i redaktør-kontoret ville fremtrylle en rigtig god flaske rødvin eller to.
Vi mødtes og Per John holdt sit løfte - korken blev trukket af en rigtig, rigtig god flaske italiensk rødvin. Og så gik vi i gang med en brain-storming.
Det gik godt, men da flasken nærmede sig bunden, blev brain-stormingen til en mild brise. Så kom næste flaske på bordet - og endnu en.
Efter den tredje flaske var der tale om en sand brain-orkan. Vi blev blandt andet enige om, at det evige krav til en nyhedskrog, som datidens nyhedsartikler blev hængt op på, var en hæmsko for en mere fri og levende lokaljournalistik. Væk med den. Frem med den frie pen.
Undervejs i brain-damagen, som der reelt var tale om, kom jeg til at nævne en navnkundig lokalredaktør på Kjerteminde Avis, Ove Pedersen, der i min ungdom havde en fremragende løsning på agurketiderne. Når der manglede stof til lørdagsavisen, tog han ganske enkelt sin blok og pen og vandrede fra torvet til enden af Langegade og tilbage igen. Undervejs mødte han byens borgere og snakkede med dem om stort og småt - tilbage på redaktionen tømte han blokken og trykkede hele klamamsen i avisen - helt uden nyhedskrog eller andre snærende bånd.
Klummen var ufatteligt populær og vedkommende hos læserne, fastslog jeg snøvlede jeg ved bordet. Og så søbede vi videre i resterne af en virkelig god flaske whiskey.
Kort fortalt: Det blev sent, inden vi tre vaklede fra redaktionen og hjem i seng.
Mandag morgen mødtes vi som sædvanlig. Og Tom og jeg blev noget overraskede, da Per John læste højt fra sine omhyggelige notater fra fredagens spirituelle redaktionsmøde. Herunder mit indlæg om Kerteminde-redaktørens ture op og ned ad Langegade.
Nu faldt dette sammen med, at jeg havde anskaffet mig en uhyrlig livsglad og uanstændigt viril hanhund, Buster, som jeg havde med på arbejde hver dag. Og som krævede flere gåture i løbet af en arbejdsdag.
- Når du alligevel går med køteren, kunne du så ikke skrive ned, hvad I oplever? spurgte han.
Og det blev starten på min artikel-serie "I byen med Buster". En ugentlig klumme om vores gåture, vores oplevelser og mine politiske kommentarer hertil, om Busters og mine samtaler - jo - jeg snakker faktisk med mine hunde - og ikke mindst mine fortrædeligheder ved at have så viril og livslysten en hanhund.
Ledelsen havde nedsat et læserpanel af lokale abonnenter, som hver dag i prøveperioden gav efterkritik af journalistikken i Nyborg-spalterne. Og den store dag oprandt, hvor det nye tiltag skulle stå sin prøve. Jeg husker tydeligt, at jeg havde lavet en dramatisk tophistorie om eskaleringen af rockerkrigen mellem Bandidos og Hells Angels i Nyborg. Og læserne kvitterede - det var såmænd en god historie, som mange havde læst. Men ALLE havde læst den første udgave af "I byen med Buster", som blev serveret i en mere ydmyg placering under rocker-historien. Og karaktererne var i top - alle læste med stor interesse om min liderlige hanhund, som på de ledige DSB-arealer dels havde forrettet sin nødtørft, dels havde været millimeter fra at bestige en tæve i løbetid. Og mine uaktuelle betragtninger om byens udvikling og livet set fra min stol på redaktionen i Nyborg.
Vi var målløse på redaktionen - tænkte at det måske var nyhedens interesse, der gav topkarakterer.
Men vi tog fejl. Hver torsdag var Buster og mine fortrædeligheder som hundeejer topscorer - og tingene greb om sig.
Buster fik sin egen mailadresse på avisen, hvor der indløb forslag fra læserne om steder, vi burde besøge på lufteturen. Buster fik på samme mailadresse flere uartige tilbud fra lokale tæve i løbetid og en læser sendte sågar en dødstrussel mod Buster: Afliv kræet omgående, lød beskeden.
Buster blev hvermandseje - ikke kun i spalterne, men overalt hvor jeg mødte læserne. Et lille eksempel blandt mange - virkelig mange: En dag trisser Buster og jeg op gennem gågaden på vej til pressemøde - Buster var jo altid med.
Jeg falder i snak med en medarbejder fra blomsterbutikken, som er ved at rigge nogle planter til på udstillingen på gaden.
I et ubemærket øjeblik letter Buster ben op ad de udstillede potteplanter - vi ser det begge to.
Jeg skælder ud på karlen og undskylder, men blomsterdamen tager det roligt. Hun kender jo Buster fra spalterne og siger overbærende:
- Jamen, sådan er Buster jo - en rigtig hanhund.
Hvorefter hun fjernede blomsterbakken for at give planterne et tiltrængt skyl.
Jeg oplevede, at når jeg mødte andre hundeejere og fortalte om min hund, blev jeg mødt med bemærkninger som: Nå - Buster. Er det ikke ham, der skriver i Stiftstidende?
Da jeg godt et års tid senere bliver forfremmet til lokalredaktør for Stiftstidendes Kerteminde-redaktion, havde jeg måsker forventet et lille portræt af mig - om skolelæreren, der blev avisredaktør. Men skuffet så jeg notitsen i Stiftstidende med overskriften: Buster forlader Nyborg - med en parentes om min forfremmelse nederst i noten.
Og da Buster omsider døde mæt af dage, fulgte der en nekrolog om, at "avishunden Buster er død", og at han efterlader et ukendt antal efterkommere på hele Østfyn.
Flere år efter Busters død mødte jeg læsere, som kondolerede og mindedes Busters bedrifter. Og jeg hører stadigvæk om serien. selv om det er en menneskealder siden.
For lige at vende til selve inspirationskilden til Buster-serien - redaktør Ove Pedersen fra Kjerteminde Avis.
På en af sine ture op og ned ad Langegade hører han en ambulance under udrykning. I klummen skriver han: I det fjerne hører jeg udrykningshornet fra en ambulance. Man spørger uvilkårligt sig selv: Er det en kerteminder eller bare en turist....
Lokaljournalistik når det er tættest på - med eller uden en avishund som Buster.

Blå bog:

Henrik Mohr er født i 1954.

Han er uddannet folkeskolelærer og arbejdede som skolelærer, inden han kom ind i journalistikken via Kjerteminde Avis.

Har arbejdet som reporter på Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende og som redaktør på Lokalavisen Nyborg og Stiftstidende redaktion i Kerteminde.

Billedet er det officielle I byen med Buster foto: Foto Ole Friis/Fyens Stiftstidende

21/12/2022

Nyborg Journalistklub fejrer 100 års jubilæum, og vi fortsætter serien med nye og gamle beretninger fra nuværende og tidligere journalister i Nyborg. Denne gang fortæller Emil Jørgensen, der var praktikant på Fyens Stiftstidende i 2015, om en næsten helt almindelig dag på redaktionen. Emil Jørgensen er i dag journalist på Avisen Danmark.

Ung reporter lavede uheldig Hi**er-reference i en note: Du gætter aldrig, hvad der så skete

Det var mandag den 5. oktober 2015, og det lignede mandage, som de var flest som praktikant på Nyborg-redaktionen på Fyens Stiftstidende.

Jeg ringede politinoter, arbejdede på mine ting, spillede bordtennis med onkel Mogens (senior-reporter Mogens Rasmussen, red) og spiste rugbrødsmadder ved frokostbordet. Little did I know, at jeg den dag også skulle producere en mindre lokalskandale. En fadæse, som skulle få telefonerne til at bimle og bamle, enkelte til at opsige deres avisabonnementer og sikre mig min første personlige e-mail chefredaktør Poul Kjærgaard.

Alt sammen på grund af en note på 20 linjer - hverken mere eller mindre. Hen mod fyraften skulle en note bankes af, og den starter sådan set tilforladeligt nok.

“En cyklist blev påkørt af en bil i rundkørslen på Hovedgade i Ørbæk. Ulykken resulterede i en mindre flænge i hovedet hos cyklisten - men intet alvorligt. Bilisten overså cyklisten, da hun skulle dreje til højre af Nyborgvej.”

Dækkende, men ikke særlig æggende, har den unge reporter muligvis tænkt. Når man arbejder med sådan en politinote, er det sparsomt med detaljer, man får. Køn og alder på de involverede, og hvordan spizer man lige det op? Jo, oppe i mit 22-årige hoved kom det til at lyde sådan her:

“Bag rattet sad en ældre dame, som blev født før Hi**er kom til magten i Tyskland, og på sadlen sad en kvinde i 40’erne.”

Og bum, bumelum, sådan kom det også til at hedde sig i avisen.

Den næste morgen stod lokalredaktør Kasper Riggelsen i Bladhusets dør, da jeg ankom på cyklen, kridhvid i ansigtet.

“Emil. Hvorfor har du skrevet Hi**er i avisen?” spurgte han.

“Kasper, det ved jeg ikke. Det er jo ikke faktuelt forkert?”

Men dybt upassende, lød dommen fra både kollegaer, chefer og læsere. Dagen efter bragte vi en undskyldning. Og i en mail fra chefredaktør Poul Kjærgaard hed det sig:

“Kære Emil. Velkommen til avisen og godt at se, at du er kommet godt i gang. Men lov mig lige, at du aldrig skriver Hi**er i avisen igen, hvis ikke der er en grund til det.”

Billedet af journalist Emil Jørgensen er lånt fra Fyens Stiftstidende, foto Lars Krejberg

01/12/2022

Shhhhh, det er hemmeligt

Bæltsprutten 2022 er landet. Men den offentliggøres jo først den 8. december. Derfor er hele oplaget ind til videre låst inde på en hemmelig adresse på hjørnet af Nørretorv og Skolegade i Nyborgs centrum.
Men glæd dig til satiren lukkes ud ved den store reception på Bastionen torsdag den 8. fra kl 16.

25/11/2022

Da Kommunekemi sprang i luften

Nyborg Journalistklub fylder 100 år, og derfor har vi bedt en række nuværende og tidligere journalister i Nyborg om at give en god historie.
Det gør den mangeårige Politiken-journalist, Hans Drachmann her, hvor han fortæller om den gang Kommunekemi for alvor sprang i luften.

VERDENSNYHEDER FRA NYBORG

Beretning fra en ung mand på Fyens Stiftstidendes knytnæve mod øst for 40 år siden.

'Af Hans Drachmann

Da jeg havde været elev på Fyens Stiftstidendes lokalredaktion i Nyborg i ganske kort tid, sprang
Kommunekemi i luften.
Det var heldigt.
Ja, det var det jo ikke for Kommunekemi og heller ikke for borgerne i Nyborg, der blev udsat for udslippet, men for en ung journalistelev på 23 år, som var opvokset på den københavnske stenbro, var det virkelig godt. Udslippet var det, man kalder breaking news. Men da det begreb ikke fandtes dengang, var det bare en landshistorie med Storebæltsfærger og Intercitytog, der blev standset, og en historie, som fuldstændigt
dementerede enhver frygt for, at eleven på lokalredaktionen i Nyborg først og fremmest skulle skrive om
generalforsamlingen i hønseavlerforeningen i Refsvindinge.

Og heldet fortsatte. Kommunekemi sprang i luften to gange mere inden for de kommende uger, så historien fortsatte.
Ja, egentligt var det kun en af de tre gange, der var tale om en egentlig eksplosion, men jeg lærte allerede
dengang, at man som journalist skal skrive, så det er værd at læse.
I 1982 var Gert Ellegaard og Per John Hansen de to voksne medarbejdere på redaktionen i Kirkegade, mens
Tom Brehm huserede i et hjørnelokale for Lokalavisen. Det var godt og muntert selskab.
Per og Gert havde besluttet, at det var praktikantens opgave at ringe til politi og brandvæsen hver morgen og i øvrigt, hvis man kunne høre udrykningssirener. Det var det, man kunne 1. oktober 1982 kl. 9.30 - fem minutters før avisens deadline (det var en eftermiddagsavis dengang) - og jeg greb knoglen og ringede til
kriminalkommissæren, der meget belejligt hed Dupont og var en vældig flink mand.
Hvad sker der? spurgte jeg, og Dupont forklarede meget kort, at der var sket et udslip på Kommunekemi.
Jeg hastede ind til Per John, og netop som jeg skulle til at fortælle, hvad der skete, gik katastrofealarmen i
gang over hele byen. I ved, det er den, man kendte fra krigens tid, og som betød, at alle skulle i beskyttelsesrum.
"Der er udslip på Kommunekemi" sagde jeg, og Per John troede selvfølgelig, at jeg tog gas på ham, selv om det slet ikke tilkom mig at gøre den slags. Men han fandt hurtigt ud af, at det var alvor.
Af en eller anden grund tog Per John og Gert så over med dækningen, som kom til at fylde hele forsiden på Stiftstidende den dag. Jeg forstod ikke helt, hvorfor jeg fik en mindre rolle og kun fik min byline med på en sidehistorie på forsiden, men sådan var det. Per og Gert blev også senere indstillet til Cavlingprisen for deres mangeårige kritiske dækning af uheld og dårligdomme på Kommunekemi. Det var helt fortjent, menaf en eller anden grund var mit navn faldet ud af indstillingen.
Denne oktoberdag besluttede de to erfarne reportere, at det bedste var, at de sad i sikkerhed på redaktionen og skrev, mens jeg og fotograf Benny Ahlmann-Jensen, som boede i byen og var ankommet i al hast, skulle sendes ud i Bennys bil til de nitrøse gasser ved Kommunekemi. Katastrofealarm eller ej. Vi tog
hver et håndklæde fra toilettet, som vi fugtede og bandt om næse og mund, og så tog vi afsted som rigtige
nyhedsreportere. Der var nu ikke så meget at se derude, for der var tale om et udslip af nitrøse gasser, og det kunne hverken ses eller høres. Men Benny var kreativ og tog et billede fra børnehaven, som var nabo til Kommunekemi, hvor børnene sad og kiggede ud af vinduet med næserne trykket mod glasset.

Benny Ahlmann-Jensens foto blev helt fortjent kåret til Årets Pressefoto det år.

Så den eneste, der ikke fik nogen hæder, var den unge journalistelev med håndklædet om næsen, der i
sandhedens tjeneste tog ud på den farefulde opgave uden tanke på egen sikkerhed.

Det gentog sig to uger senere, da Kommunekemi havde lukket 4.000 liter opløsningsmiddel ud i fjorden, der var blevet farvet helt gul og stank voldsomt. Igen må den unge elev og pressefotografen ud i giftzonen med stor hovedpine til resultat.

Nu var hele byen Nyborg i oprør. Borgerne ville have lukket Kommunekemi. Vrede aktivister arrangerede en blokade af gifttransporter til Kommunekemi, og måske fordi det var kl. 6 om morgenen, mente de to dygtige Cavlingkandidater, at det nu igen var praktikanten, der måtte ud på den vigtige opgave. Det var nu
også heldigt, for her mødte jeg en ung østfynsk kvinde, som jeg stadig er gift med.

På redaktionen gav vi den gas med kritisk journalistik. Den fik så meget gas, at chefredaktør Bent A. Koch en dag lod os tilflyde en besked om, at "endnu var grænsen til den kommenterende journalistik ikke overskredet, men vi var ikke så langt fra”.

Ved et mere køligt tilbageblik i dag, var det måske ikke helt ved siden af, men vi blev naturligvis sure, gjorde vi, over, at man nu ville knægte den frie kritiske presse. Så vi gik direkte på Malergården, som var et værtshus 10 meter fra redaktionen i Kirkegade, og de næste dage skrev vi i protest kun historier med rubrikker "Det går godt på havnen i Nyborg" og "Fortsat fremgang for landbruget". Så ku´ de lære det, ku´ de.
Og netop som der var ved at falde ro over det hele, og der var indkaldt til borgermøde på gymnasiet, skete der heldigvis noget igen. På borgermødet, som Per John og jeg skulle dække, deltog Miljøstyrelsens direktør Jens Kampmann, politimesteren og brandchefen. De sad på rad og række og forsikrede de flere hundrede borgere om, at beredskabet var i orden, og hvis der skete noget på Kommunekemi, ville de vide det som de
første.
Og netop som de sagde det, ankom Gert Ellegaard og bad om lov til at stille et spørgsmål. Han havde været
til møde med kloakbevægelsen, som var en anden stor omend ikke landsdækkende sag, og på vejen hjem havde han observeret en række brandkøretøjer, der med stor hast og blåt blink kørte afsted med retning mod Kommunekemi.
"Kan vi få oplyst, hvad der sker derude på Kommunekemi", spurgte Gert, og så fik de travlt på podiet, hvor
man ikke kendte til det nye udslip. Det viste sig, at der havde været det, man kaldte en "forpufning" på en
af beholderne med giftigt affald, så låget var røget af, og så var der gang i gaden og lokalpressen igen.

Så ja, det var en fest at være elev i 9 måneder på lokalredaktionen i Nyborg, hvor tingene gik som en leg.
Der var dog enkelte ting, der var svære for en ung mand fra stenbroen, som i sagens natur ikke kan vide meget om hverken fisk eller skibsfart. Som led i min dækning af politi, brand og redning fik jeg for eksempel en dag meget dygtigt opsnuset, at der var gået ild i et skib på havnen. Det var en stenfisker, der havde fået navnet Bob. Jeg fik lynhurtigt og snarrådigt skrevet en historie under overskriften "Ild i stenbideren Bob".
Velkommen i "Oh Danmark" i Politiken, som dengang hver uge gjorde grin med hårdtarbejdende journalister.

Men det sværeste var nok at få optaget en tekst i Bæltsprutten. Den blev forberedt på langvarige og dybt seriøse møder i Nyborg Journalistklubs kolonihave på volden, og kravene til det humoristiske niveau var høje, meget høje. Det lykkedes mig dog i 1982 at få optaget en enkelt lille tekst om træneren for byens
fodboldhold, som læste avisen på hovedet, fordi holdet dermed lå bedre i tabellen. Og jeg kom med i Bæltspruttens kolofon.
Det anser jeg stadig for at være en af min journalistiske karrieres største triumfer.

CV:
Hans Drachmann
Født 1959 på Frederiksberg
Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1981-1985 med praktik på Fyens Stiftstidende 1982-1984.
Ansat på Fyens Stiftstidendes Christiansborgredaktion i 1985. Siden 1989 ansat på Politiken som politisk
reporter, Bruxelleskorrespondent, PS-redaktør og undersøgende journalist.