20/08/2024
Danmarks Filmakademi får ny bestyrelse ✨
Danmarks Filmakademi tæller 3000 medlemmer, som på tværs af den danske filmbranche er med til at afgøre, hvem der skal modtage priserne til den årlige Robert Prisen. Danmarks Filmakademi drives af en frivillig bestyrelse, som nu har fået ny forperson og flere nye bestyrelsesmedlemmer.
Den nye forperson er Elisabeth Victoria Winther som til daglig er Head of Production i Apple Tree Productions, og har siddet i bestyrelsen for Danmarks Filmakademi i 5 år.
"Jeg er stolt over at blive valgt som forperson for Danmarks Filmakademi og glæder mig til at samarbejde med den nye bestyrelse og akademiets medlemmer om at fremme den danske film og TV-branche. Det er vigtigt for mig, at Danmarks Filmakademi med sine 3000 medlemmer spejler branchen og den tid vi lever i, i al sin mangfoldighed. Vi skal give endnu mere plads til den nye generation af unge talenter, som nu også er repræsenteret i bestyrelsen. Robert Prisen blev i år afholdt for 40. gang, og som en af Danmarks vigtigste filmpriser, er det essentielt, at vi løbende justerer og fornyer den, så vi følger med tiden."
Danmarks Filmakademi byder desuden varmt velkommen til de nye bestyrelsesmedlemmer Stine Likodelle og Sigrid Dyekjær samt Anne Hørlyck som suppleant.
De nye bestyrelsesmedlemmer tager over for forperson Jacob Neiiendam, som stopper efter 13 år i bestyrelsen, og bestyrelsesmedlem Michael Asmussen, som heller ikke genopstillede.
I bestyrelsen sidder også Mette Bubandt Aagaard, Mette Søgaard, Oliver Zahle og Rie Hedegaard (suppleant).
Læs mere om bestyrelsen for Danmarks Filmakademi på www.filmakademiet.dk/omos/bestyrelsen