15/02/2023
1️⃣ Vi lever i et virkelig hurtigt samfund. Alt skal helst gå fremad, hurtigere, opad, videre. Det er det, vi bliver rost og anerkendt for. Af hinanden, men også strukturelt via karakterer, KPI’er og LinkedIn-algoritmer mv. Samfundet os meget sjældent for stilstand eller hvile. Eller for bare at tage tingene i et moderat tempo.
2️⃣ Vi lever i en perfekthedskultur, hvor vi stadig har meget svært ved at tale om vores fejl og sårbarheder. Vi bliver konstant mødt af glansbilleder af perfekte elementer fra andres liv. Vi ser hende/ham, der er blevet partner inden en alder af 35, vi ser hende/ham, der har løbet en Iron Man eller svømmet Christiansborg rundt. Og hende/ham der har 3 børn, oser af overskud og tager enhjørningekagen med til fødselsdag i institutionen.
3️⃣ Vi ser især alle de her ting via (sociale) medier, hvor vi konstant har mulighed for at sammenligne os med det, vi ikke har. Og det kræver enorm meget selvværd og mental energi ikke at lade sig påvirke af det vi ser– også selvom vi godt ved, at det vi ser, når vi sammenligner os, kun er et glimt af virkeligheden. Og udover sammenligningstriggers, mødes vi i øvrigt konstant af information, e-mails og beskeder vi skal forholde os til, og af nyheder om miljø-, natur- og humanitære kriser.,
4️⃣ Den her cocktail af perfekthedskultur, (sociale) medier og samfundets krav til konstant fart og fremadstræben er farlig, fordi vi bærer på en ældgammel hjerne, der ikke har udviklet sig synderligt i flere 100.000 år. En hjerne der primært styres af et ubevidst system (System 1, også kaldes krybdyrshjernen), som konstant scanner verden for at vurdere, om vi skal kæmpe eller flygte for at overleve. På savannen var der meget få ting, der triggede vores hjerne (måske et farligt dyr i ny og næ) og vi fik masser af hvile. I dag er vores hjerne (og vores kæmp-eller-flygt-respons) på konstant overarbejde.
🌱