Det Frie Familieliv

Det Frie Familieliv 🫶🏻Bæredygtigt moderskab
💭Normkritisk refleksion
✍️Hjemmeskole
🌱Busy mom opskrifter

I hjemmelivet har jeg mødt flere familier, som oprindeligt ikke planlagde, at de skulle hjemmeundervise, men pludselig b...
24/01/2025

I hjemmelivet har jeg mødt flere familier, som oprindeligt ikke planlagde, at de skulle hjemmeundervise, men pludselig blev kastet ud i det pga. dårlige oplevelser i institutionslivet.

Vold, mobning, overtrådte grænser, seksuelle krænkelser, ensomhed, manglende voksne, børn der lukker ned, junglelov….
Jeg har hørt det hele, og bliver sjældent overrasket. Desværre💔

Skolegården er et hårdt sted at begå sig!
Det husker jeg selv at have set fra tiden i folkeskolen, og tænker af og til på, hvad der mon er blevet af de børn, det gik hårdest ud over…

Jeg er om noget taknemmelig for, at vores børn ikke befinder sig i et miljø hver dag, som presser deres overlevelsesmekanismer - hverken på den ene eller anden side.

Taknemmelig for vores helt fantastiske hjemmeskole- og famlliefællesskab, som bekræfter at den slags ikke er en forventelig adfærd på trods af en samling på 22 børn.

Ikke desto mindre er det hverdag i mange institutioner.
Og jeg ved ikke, om det er det mest foruroligende eller om det i virkeligheden er de voksne, der neglegerer disse hændelser og denne form for krænkende adfærd børn imellem.

Nok sker det alt for ofte i insitutionerne, men det er IKKE “normal adfærd blandt børn”, “uheldige seksuelle lege”, “naturligt for børn” eller “drengestreger”.

Det her handler om børn, der er har ondt i sindet, mistrives og gør, hvad der skal til for at overleve.
Børn i et miljø, der ikke er for børn.
Jævnaldrende der dagligt passer jævnaldrende.
Børn der omsorgssvigtes og omsorgssvigter andre.

Knækkede børn af en knækket verden.

Da jeg kørte gennem den lille landsby i dag, passerede jeg en lille dreng, der stod ved et busstoppested med stor skolet...
23/01/2025

Da jeg kørte gennem den lille landsby i dag, passerede jeg en lille dreng, der stod ved et busstoppested med stor skoletaske, bukserne lidt nede om hoften og tissemanden hængende udover.
Han så forvirret og ked ud af det i ansigtet.

Min hjerne forstod først, hvad mine øjne så efter et par minutter, hvorefter jeg vendte bilen og kørte tilbage af den kringlede vej.

Han var allerede væk. Forhåbentligt hjemme i en af de nærtliggende huse!

Episoden førte mig tilbage til dengang, hvor jeg selv tog bussen hjem på Lars Tydskids mark efter en dag i den lokale landsbyskole.
Jeg var ikke stor nok til at huske det der med at få tisset af inden busturen. Og jeg husker så tydeligt, hvordan jeg var ved at sprænges som den sidste, der blev sat af på ruten.
Jeg løb så stærkt mine ben kunne ad den alt for lange grusvej…
Men da jeg nåede til naboens hus, gav min blære op.

Og ja, så fik jeg da tørt tøj på derhjemme, og jeg døde ikke af det.
Men oplevelsen sidder da i mig, som den nok også vil for den lille fyr og alle de andre alt for små børn, der er overladt til sig selv på gåben, i bus eller på cykel, når timen ringer ud…

For det handler jo ikke om at tisse i bukserne, men om at være alene i adskillelseskulturen.



Jeg kan grine af skavanker som huller på knæene og hård hud på vristen, fordi jeg sidder så meget på gulvet…Jeg trækker ...
08/01/2025

Jeg kan grine af skavanker som huller på knæene og hård hud på vristen, fordi jeg sidder så meget på gulvet…
Jeg trækker på smilebåndet, når jeg ser de mørke rander under øjnene og ammehåret der stritter i alle retninger…

Men jeg græder over mine delte mavemuskler/re**us diastase og navlebrok, som jeg står tilbage med efter fødslen af vores to yngste børn for snart to år siden…

Det er ikke en skade, som jeg har haft kendskab til, før jeg selv stod med den.
Efter mine to tidligere graviditeter er maven ligesom bare “faldet på plads igen” af sig selv.

Og eftersom det er min første efterfødselsskade, så er det også mit første møde med systemets måde at håndtere dette på. Eller rettere mangel på samme…

Efterfødselskroppen får ikke meget kærlig opmærksomhed, og er derfor ofte forbundet med skam og usynlige problematikker, som vi mødre generelt selv må deale med mellem alt det andet…

Ofte bliver behandlingen af egen lomme, da der til de endda meget almindelige lidelser som ex re**us diastase eller underlivsprolaps sjældent er andet hjælp at hente i den offentlige lægepraksis end en reminder om knibeøvelser eller tilbud om operation.

Så nu har jeg har fundet et andet tilbud, og skal have første møde her i januar med .
Fik jeg sagt, at jeg glæder mig!?🌱

Der er et år imellem de to billeder👆🏻Der er ikke mange dage som dem…Hvor vi vågner til solens stråler, der rammer et sne...
03/01/2025

Der er et år imellem de to billeder👆🏻

Der er ikke mange dage som dem…
Hvor vi vågner til solens stråler, der rammer et snedækket landskab.

Og jeg er taknemmelig for at kunne møde de små kroppe, der sitrer for at komme ud og dele oplevelsen med dem, de holder af❄️

Det burde være obligatorisk at holde fri på dage som disse.
Der er så få af dem i livet…

Og jo, jeg har læst, at “snefri” ikke længere er for voksne.

Men hvad nu, hvis vi turde lege med, glemme alt om skulle og bude, og tage imod den gave, som naturen så kærligt skænker os!?

Sidste år løb jeg efter vores to store med de små ammende i slyngerne.
I dag måtte vi skiftes til at trække dem rundt på hver deres kælk.

Tiden går så stærkt. Pludselig er vores små blevet store…

Og mon ikke det er dage som disse, vi så vil længes efter!?

✨Dage med tid til det, der skal være tid til, når tid er✨

Livet er nu.
Ikke først efter kl. 17.
Eller på lørdag…

Nytårsfortsæt falder rigtig godt i hak med vores resultatorienterede præstationskultur.Endnu et forsøg på at kontrollere...
30/12/2024

Nytårsfortsæt falder rigtig godt i hak med vores resultatorienterede præstationskultur.

Endnu et forsøg på at kontrollere vores fremtidige jeg såvel som livet omkring os.
En søgen efter målbare resultater, der får lov at styre vores selvopfattelse både bagud- og fremadrettet.

Drømme, følelser og tanker om fremtiden, der reduceres til statiske mål.
Nytårsfortsæt som for det meste handler om, hvad vi skal præstere, hvordan vi skal se ud mens vi gør det og hvilke retningslinjer, som vi skal følge.

For mig at se, er det sådan en ærgerlig måde at leve såvel som at gøre livet op på.
Jeg tror ikke, at det er det, der kan forberede vores livskvalitet.
Vores behov er om noget omskiftelige og kræver, at vi konstant evner at mærke efter det, der rører sig i os og ikke udenfor os selv.
At forholde os åbne for at ændre kurs, justere, sige til såvel som fra og tale højt om vores behov og grænser undervejs.

Men det er svært for os, som er flakset op med at skulle planlægge, kontrollere, måle og vurdere alting…

Konsekvensen ved den velkendte strategi er bare, at vi ofte mister forbindelsen til os selv og dermed vores autentiske drømme for det levende liv.
Vi skal sørge for at gøre plads til at mærke efter, hvad der føles rigtigt i nuet.
Det tror jeg, at vi gør bedst ved konstant at holde øjne, ører og hjerter åbne, fremfor at sætte to streger under en statisk fremtidsplan.  

Jeg håber inderligt, at du kommer godt ind i det nye år - med tid til det, der skal være tid til, når tid er🌟


#2025

Det er da lidt skørt, synes du ikke!? At vi helst skal spise det samme i løbet af dagen, men så forventes at tage imod d...
29/12/2024

Det er da lidt skørt, synes du ikke!?
At vi helst skal spise det samme i løbet af dagen, men så forventes at tage imod den helt store kulinariske oplevelse til aften, når alle i familien er trætte og brugt op på overskud og samarbejde..?

Herhjemme har vi aldrig rigtigt praktiseret normerne omkring ✨aftensmaden✨
Såsom at alle skal spise det samme, sidde ved bordet lige længe, at man først begynder når alle er samlet, at alle siger tak for mad osv…

Faktisk er det ikke så længe siden, at vi begyndte at samles omkring bordet for bare at spise ét fælles måltid til aften.
Førhen har det bare ikke givet mening i vores familieliv med små børn, og vi har ikke haft et behov for at bruge hverken mad, klokken eller et bord som samlingspunkt.

Det er min overbevisning, at alt for mange presser normerne i vores madkultur igennem småbørnsfamiliernes nåleøje, selvom de oplever, at det i perioder ikke rigtigt fungerer, at det kan være mere stressende end hyggeligt eller at børnene reagerer negativt på de krav der medfølger…
Blot fordi “sådan gør man jo”…

Men hvorfor!? Skal vi spørge os selv meget mere om.
Ikke bare ift. vores madkultur, men i det hele taget..

Måske vi i denne forbindelse ville nå frem til, at faste spisetider kan blokere for vores evne til at mærke efter, agere derefter, at leve autentisk såvel som intuitivt.
Måske vi ville mærke tyngden af den kollektive ramme som udgangspunkt fremfor det individuelle behov.
Måske vi ville turde anerkende distancen til os selv mellem skulle og burde.
Måske vi ville få øjnene op for, hvad friheden kan gøre for genoprettelse af forbindelsen til os selv.

Og måske… kun måske…
Vil vores børn en dag blive voksne der vidste, hvordan det føles at mætte sulten, når det opstår og ikke først, når uret slår 18.

Julens ædegilder med massivt indhold af fedt, sukker, døde dyr, tomme kulhydrater og alkohol får op mod 100 mennesker in...
27/12/2024

Julens ædegilder med massivt indhold af fedt, sukker, døde dyr, tomme kulhydrater og alkohol får op mod 100 mennesker indlagt hvert år med hjertebanken, forstoppelse eller problemer med at få luft, fordi de har spist for meget julemad eller ikke har tygget deres mad ordentligt.
Der er sågar set dødsfald af samme årsag.

Og alt imens vi sidder der og stopper hovedet mere end kroppen kan følge med til, så dør over 3 millioner af verdens børn hvert år med sult og underernæring som afgørende faktor.

Make it make sense😵‍💫

Julen er tid hvor vi samles, mindes og glædes.Men julen kan også være en tid, hvor vi husker, sørger og famler.Mine tank...
25/12/2024

Julen er tid hvor vi samles, mindes og glædes.

Men julen kan også være en tid, hvor vi husker, sørger og famler.

Mine tanker går til dig, der har brugt julen på at drømme dig hen til et sted uden bekymringer og tankemylder.
En jul med rolige nervesystemer og afbalanceret åndedræt.
En jul uden drama, uforudsigelighed og paraderne oppe.
Uden alarmberedskab og aktiverede overlevelsesstrategier.
Sådan en jul med hjertelig varme, tryg favn og oprigtighed.
En jul uden rifter i relationer og børn i klemme.
Uden ædegilde og dyr der lider på baggrund deraf.
Uden alkohol og utilregnelige voksne.
Uden svigt, usikkerhed og knækkede julehjerter.
Bare hænder at holde og øjne at hvile i.

Jeg håber du ved, at du ikke er alene om, at have stået i sådan en jul.

Ikke alle kan præstere det perfekte jule-billede foran juletræet…
For nogen kommer julen med ensomhed, social stress, sorg og utryghed.

Ved tider som dette bliver kontrasten kun større - husk på, at vi kun ser det på de sociale medier, som andre gerne vil vise✨



Jeg udfordrer dig til at se dokumentaren “Hvem passer på dyrene?” på , inden du sætter grisen i ovnen i dag. For jeg håb...
24/12/2024

Jeg udfordrer dig til at se dokumentaren “Hvem passer på dyrene?” på , inden du sætter grisen i ovnen i dag.

For jeg håber og vælger at tro på, at de fleste mennesker ville undvære de døde dyr på tallerkenen, hvis de var bevidste om, hvad de med den handling er ansvarlig for.

At mishandle, dræbe og æde dyreunger er i hvert fald det sidste julen handler om for mig.
Og jo, din øko gris lider også indtil og når den fragtes og slagtes som 5-6 måneder gammel…

Der findes ikke god dyrevelfærd i dansk produktion.

Grisen er nemlig en af vores mest intelligente pattedyr og kan blive op til 15-20 år gamle. De er også utroligt nysgerrige, sociale og trives bedst i faste mindre flokke med trynen i jorden 6-8 timer dagligt.

Men i Danmark er der ikke mange, der kender grisen, som grise lever bedst.

For sammen har vi besluttet, at det er ok, at mishandle dem til de skal dø for, at vi kan æde deres stressede, syge og alt for unge kroppe pumpet med kemiske præparater, der skal modvirke alt den smerte, vi dagligt påfører de stakkels dyr…


Vi taler om julefred som en tid uden stress og med hengivenhed til vores nærmeste.En tilstand med plads til at tale om r...
22/12/2024

Vi taler om julefred som en tid uden stress og med hengivenhed til vores nærmeste.
En tilstand med plads til at tale om regnen, holde to hænder om koppen og sidde tæt med dem, vi holder af.

Alt imens der er andet sted i verden sidder mennesker og ber til en helt anden form for fred.
Et liv der ikke skal frygtes for, hvor det ikke regner med bomber, folk ikke mister deres hænder hvert 10. minut, og små børn ikke sidder alene i ruiner og forgæves skriger efter dem, de holder af.

Ordet julefred kommer af våbenhvilen i juletiden under 1. Verdenskrig.
Så når vi smager på roen i år, så kan vi passende tale om uligheden og huske på kontrasten💔❤️

Så blev det december…Og så var det pludselig ok at spise billig chokolade til morgenmad, se TV hver dag, hylde materiali...
21/12/2024

Så blev det december…

Og så var det pludselig ok at spise billig chokolade til morgenmad, se TV hver dag, hylde materialismen hver søndag og ikke mindst lyve for børnene om, at Nissen har lavet løjer eller at julemanden findes…

Vi kalder det ✨jule-magi✨, og behovet hos os voksne for at gøre december måned ✨helt speciel✨ er lige så stor som mængden af stress og følelsesmæssig utilgængelighed som forventningerne avler.

Det lille barn i os selv klynger sig fast til traditioner på trods af, at mange børn reagerer voldsomt på forandringernes brud i rutiner, stresses af utilregneligheden i deres ellers hellige rum og påvirkes negativt af skærm, sukker såvel som gaveregn.

Og når jeg ser voksne mennesker, som har været nede i butikken for at hamstre de ✨sjældne✨ Tinka-kort for senere at kunne sælge dem for penge til andre forældre, der desperat prøver at fylde mappen ud, så lille Børges verden ikke falder sammen igen i aften, ja, så er jeg ikke i tvivl om, at julen som vi kender den, ikke altid er børnenes fest…







Så sad jeg der igen på gulvet i en overflod af gaver, som jeg har lovet at købe for dem, der ikke kan selv, men som jeg ...
14/12/2024

Så sad jeg der igen på gulvet i en overflod af gaver, som jeg har lovet at købe for dem, der ikke kan selv, men som jeg intet sted har at stille hverken før eller efter de er pakket ud igen…

Og jeg har dårlig smag i munden over at støtte det overforbrug, som jeg ved hverken gavner deres sind eller den jord, som skal bære deres fødder i fremtiden.

Halv kvalt i gavepapir spørger mig selv, hvordan vi pludselig endte her.
I en sådan klemme mellem vores værdier, andres forventninger og de kulturelle normer, som har sneget sig ind på lystavlen igen hos både store og små.

Sådan en hjerternes fest skulle jo handle om kærligheden til dem, vi har nær, og den slags ønsker, vi har for hinanden, vores relation og fælles fremtid.
Ikke ønsker som de bestillingslister vi må sende afsted, fordi ingen længere ved hvad vi drømmer om, længes efter eller har kær.

🫧Kærlighed kogt ned til materielle goder får intet til at boble🫧
Andet end den store kontrast der er at finde til alt den uret, der sker i den verden, vi deler, men jeg ikke kan huske, hvornår sidst har bragt os sammen.

Det frie valg - hvordan ser det egentligt ud i en normfyldt kultur? Det er svært at lytte til sin indre stemme, når der ...
30/11/2024

Det frie valg - hvordan ser det egentligt ud i en normfyldt kultur?

Det er svært at lytte til sin indre stemme, når der er så meget ydre støj.
Vi er prop fyldt med skulle og burde, inden vi fylder et år.
Vi er hurtigt trappet ud af forbindelsen til andre såvel som os selv og ind i distancerede relationer med institutionaliserede rammer og mekaniseret omsorg.
Det efterlader de fleste lige så udhulet som systemet.
Fuldstændig ude af stand til at mærke efter.

Så når vi får det frie valg, er det så egentligt frit?
Eksisterer det frie valg overhovedet?
Eller gør kun den manipulerede mavefornemmelse?

Som barnet der så inderligt ønsker sig at komme i skole.
Fordi det altid har været sat på en pedestal at komme derhen.
Fordi vi bliver lovet ny skoletaske, et sejt penalhus og en titel som et stort barn.
Fordi alle vennerne skal i skole.
Fordi mor og far kigger så stolte på os, og fortæller at det bliver helt fantastisk.
Fordi det bliver lagt ud som det eneste sted for læring - og hvilket barn vil ikke gerne lære om den verden, vi lever i?
Fordi man kun må lege på den indhegnede legeplads, når vi går på skolen.
Fordi bedsteforældre, lægen og naboen altid antagende har spurgt til, HVILKEN skole vi skal gå på, og ikke OM vi skal i skole.
Fordi “alle andre” hører til udenfor hjemmet.
Eller fordi vi skal vælge mellem tid med vennerne eller tid med familien.

Fordi vi fra helt små bliver sat i skak i en kultur, som fastholder adskillelse som præmis for udvikling og tilhørsforhold.
Og selvom vi mærker mistrivsel, så vil vi med stor sandsynlighed holde fast i vores nye kunstigt opstillede sted for tilknytning - også selvom vi fik et valg.
For er valget overhovedet frit, når det er her, hvor vi nu bruger de fleste af vores vågne timer, hvor vores nye primære omsorgsperson befinder sig, hvor vores velkendte rutine er, og hvor vi kan finde ligesindede at spejle os i?
Hvad fortæller det egentligt om vores børns trivsel, når de “Altid gerne afsted”, “Aldrig vil med hjem” eller ikke fortrækker en mine..?


Der er et år mellem de to billeder👆🏻Hvert år tager er vi i Plantorama for at børnene kan vælge en julekugle hver🎄For et ...
22/11/2024

Der er et år mellem de to billeder👆🏻

Hvert år tager er vi i Plantorama for at børnene kan vælge en julekugle hver🎄

For et år siden var det en af de sidste ting, vi gjorde sammen som familie, inden Daniel startede på arbejde igen efter 7 måneders barsel.

Prioriteringen af de 7 måneder sammen er noget af det bedste, vi nogenside har gjort for os selv🙏

Vi rejste hverken jorden rundt eller realiserede store projekter herhjemme.
I stedet brugte vi alt vores energi på at værne om vores familieliv og sørge for, at vores børn blev mødt med tilstrækkelig omsorg, nærvær og ro i den skrøbelige tid, som en familieforøgelse er.
I hvert fald som den var for os, da de to små kom til verden, og vi udvidede vores flok fra 4 til 6.

Den tid var uvurderlig og afspejler det liv, som vi ønsker for vores familie - et liv hvor tiden sammen med vores børn kommer i første række.
Altid.

Vi vil aldrig fortryde den tid, vi tog os til at omfavne hinanden, mens tid var.
Men er taknemmelige for modet til, at åbne op og trække os sammen, at give plads til vores hjertefokus og manifestation i verden.

Livet er foranderligt - vi er ikke de samme mennesker hele livet, hvert kvartal, hver måned eller dag for den sags skyld.
Det er det, der gør os til hele mennesker.

Hele mennesker som fortsat mangler plads til at kunne afspejles i vores ydre i samfundet og i særdeleshed på arbejdsmarkedet.

Alle burde have ret til at leve et liv med hjertet forrest.
Et frit familieliv med tid til det, der skal være tid til, når tid er💫





Vores to yngste er nu 1,5 år.De panikker hvis jeg lukker døren til badeværelset…De har endnu ikke et begreb om tid og an...
03/11/2024

Vores to yngste er nu 1,5 år.
De panikker hvis jeg lukker døren til badeværelset…

De har endnu ikke et begreb om tid og aner derfor ikke, hvad det vil sige at være tilbage “senere”.
De tror oprigtigt på, at de bliver forladt.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne vende dem ryggen i en institution?

De er stadig så dybt afhængige af mig!

Det er helt naturligt og lige, som det skal være.
Alle børn fra normalfungerende familier på 1,5 år har brug for deres forældre hver dag.

Også selvom vi tænker, at lille My har vinket farvel med et stort smil, siden hun var 10 måneder gammel.
For før hun fattede, hvad der skete, så blev hendes verden den institutionaliserede.
Men det gør ikke behovet for forældrene mindre.

Der er ikke noget galt med børnene eller deres behov.

Det er vores samfundsmodel den er gal med.
Måden vi danser rundt om arbejdet i alt, hvad vi gør
Måden vi lever adskilt og forlader vores små.
Måden vi isolerer os med vores individualistiske livsstil.
Måden vi konkurrer med hinanden og jagter materialistiske statussymboler.
Måden vi vægter præstationer over medmenneskeligheden.
Måden hvorpå vi har glemt hinanden og os selv i farten.

For nyligt lærte jeg et nyt begreb: drømmeflaske.En betegnelse for en flaske med modermælkserstatning, der indføres i de...
29/10/2024

For nyligt lærte jeg et nyt begreb: drømmeflaske.

En betegnelse for en flaske med modermælkserstatning, der indføres i det sovende barns mund, og hvis indhold tømmes i barnets mave, mens det uanende sover videre.

Pointen er, at forældrene giver drømmeflasken til deres lille barn, når de selv går i seng, og på den måde slipper for at skulle op for at fodre barnet om natten.

Er det ikke smart fundet på!? Så kan man sove, som var der intet barn i huset…

Men prøv og tænk, hvis det var dig, der lå der og sov i mørket, og uanende fik stoppet ting i munden og fyldt din mave, uden du havde bedt om det - som var du en anden foie gras gås.
Det ville vi aldrig tillade vel?

Nej, det er endnu en af de ting, som vi kun gør ved dem, hvis stemme vi betragter som værende mindre værd.

Der er mange grunde til, at det lille barn vågner om natten. Små børn har behov for så meget mere end mad og tør numse - også når det sover.
De har brug for at mærke os, være tæt på, blive krammet, holdt, nusset og elsket.
De har brug for tryghed og omsorg i dets fulde form.

Børn er ikke i vejen. Heller ikke når de vågner hyppigt.
Det er alt det andet, vi skal nå, være, se og skabe, som er i vejen.

Med det presser vi mødre derud, hvor de ikke kan bunde i moderskabet.
Hvor de finder sig selv ude af stand til at forme livet.
Og derfor må forme barnet.

Og nej, det er ikke mødrenes skyld.
Det er vores system, kultur og normerne deri, der trækker os væk fra det naturlige moderskab og mod adskillelsen fra dem, vi elsker.
Dem der har brug for os.
Også om natten.


Når det lille barn står og river i jakken, finder skoene frem og fremstammer “vuggestue” der midt i ferien, så er det al...
20/10/2024

Når det lille barn står og river i jakken, finder skoene frem og fremstammer “vuggestue” der midt i ferien, så er det altså ikke fordi, det hellere vil være hos pædagogen eller dagplejemoderen, end hos os som forældre.

Når det store barn siger, at det keeeeeder sig derhjemme, og glæder sig til at se sine venner igen på mandag, så er det altså ikke fordi, at det ønsker at leve livet uden os ved sin side.

Og selvom vi som forældre kan føle os blæst bagover efter en uge hjemme med børnene og længes efter at sidde alene i på arbejdet med en kop varm kaffe, så er det ikke fordi vores børn er bedre tjent uden os i størstedelen af deres vågne timer.

For uanset hvad, så ved vi, at vores børn har brug for os.
Og hvis vi giver det tid, så vil vi indse, at vi også har brug for dem.

Men når vi er blevet vant til at leve et distanceret familieliv, hvor vi vender os væk fra familien, så rykker det ved vores tilknytning til dagplejemoderen, vennerne og kollegaerne…
Det rykker ved vores tilknytning til familien og det sted, som vi føler, at vi hører til.

Det handler ikke om, at vi hellere ønsker en hverdag adskilt fra hinanden, eller at det er her, vi fungerer bedst.
Det handler om, at det er her, vi plejer at være.
Her vi har lært, at vi skal og bør være.
At det er her - udenfor familien - at vi føler, vi hører til.

Men at vi plejer at gøre noget, er ikke ens betydning med, at det er det rigtige at gøre.

“Kan vi ikke bare blive enige om, at alle gør det, der er bedst for dem selv!?”Og det ville da helt klart være det nemme...
16/10/2024

“Kan vi ikke bare blive enige om, at alle gør det, der er bedst for dem selv!?”

Og det ville da helt klart være det nemmeste bare at acceptere den præmis…

Guderne må vide, at jeg af og til ønsker mig ligeglad eller måske snarre uvidende.
For det er da ikke den lette løsning at gå mod strømmen og slet ikke at tale højt om det.

Men jeg kan ikke lukke hverken øjne eller mund.
Ikke så længe normen er at behandle børn, dyr, ældre, kvinder og syge, som vi gør.

Når vi ex afleverer vores små børn i institutioner eller lukker døren til deres gråd om aftenen…
Når vi neglegerer vores handlinger og stikker af fra vores ansvar ved at sige ting som “sådan er det ikke i vores institution”, “den gris jeg spiste havde haft et godt liv” eller “vi har ikke noget et valg”.
For det passer ikke…
Én af parterne i disse handlinger har ikke et valg, men det er ikke os. Hverken dig eller mig.

Vi er blevet så vant til, at se dem, som vi ikke regner for en pind, leve under kummerlige forhold, at vi ikke kan genkende et omsorgssvigt, når vi ser det.

At noget er normalt, gør det ikke rigtigt.
Og det her, det er ikke rigtigt.
Det er ikke bare noget, som jeg synes eller har fundet på…
Det tager dig ikke lang tid at finde evidens for, hvis du vil.

Men er du klar til det?

Måske det er dét, det handler om, når du bliver stødt af mine opslag.
Måske jeg prikker til det, du allerede godt ved?

Det håber jeg.
Håber på mere bevidsthed og flere aktive livsvalg baseret på reel viden og en større indsigt i dem, det berører.

For børnene, dyrene, de ældre, os kvinder og de syge…
For fremtiden.

Adresse

Brædstrup
8740

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Det Frie Familieliv sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Det Frie Familieliv:

Videoer

Del