24/02/2025
»Jeg blev far for lidt over et år siden. Han kom to måneder for tidligt. Vi boede på neonatalafdelingen i 16 dage i Hvidovre.
Jeg følte mig ikke en skid klar, da han kom.
Jeg troede, jeg havde bedre tid til at forberede mig.
Lægerne troede, at min kæreste havde en infektion i blindtarmen. Hun var indlagt i to døgn, men da babyen var ret stor, kunne man ikke foretage en CT-scanning. De gik ind med kikkert, men kunne ikke se noget. Så lavede de en kikkertoperation og fandt ud af, at min kæreste blødte i maven.
Det var et stort chok. En halv time senere fik jeg at vide, at jeg skulle være jeg far. Det var et akut kejsersnit, og min kæreste blev vækket af narkosen og kunne være med, selv om hun var omtumlet. Vi blev adskilt med det samme, for han skulle indlægges på neonatalafsnittet, mens hun skulle opereres videre i maven.
De første tre timer var jeg lillebitte. Det var midt om natten. Jeg sad i et værelse med min søn, hud mod hud, og de sagde, at jeg bare skulle nyde at sidde med det lille væsen.
Men min kæreste var der ikke, så det var svært. Min søn lå på mig med slanger ud af næsen og skulle have hjælp til at trække vejret. Heldigvis gik det godt, han er sund og rask og har lært at gå. Han hedder Sølve.
Navnet har min kæreste fra en bog. Jeg skulle lige vænne mig til det. Men nu kan han ikke hedde andet. Jeg har et S tatoveret på min ene hånd.
Jeg er næsten færdiguddannet billedkunstner på kunstakademiet i København. Både min kæreste og jeg mangler det sidste semester.
Da jeg var yngre, drømte jeg om, at jeg bare skulle lave det, jeg holder allermest af. Med tiden går det op for en, at der ikke nødvendigvis er et job klar, når vi bliver færdige. Skal jeg fortsætte og tro på, det skal lykkes? Eller skal jeg vælge mere sikkert?
Jeg har besluttet mig for at fortsætte. Jeg har fulgt mit hjerte og ikke min fornuft.
Jeg laver skulpturer i forholdsvis stor skala. Også installationer, og det er ikke umiddelbart salgbart til private hjem. Jeg er afhængig af, at der en kunstsamler eller en institution, der kan se en idé i at vise mine ting frem. Det er arbejdslegater, der skal drive det, men også det, vi kalder pengejobs, så som at være handicapmedhjælper, undervise på højskoler.
Min kæreste og jeg har gæsteundervist på højskoler og nyder det helt vildt. Den drøm vil vi forfølge, når vi bliver færdige på akademiet.
Noget, jeg husker bedst fra min barndom er, at vi holdt juleaften i Aarhus. Jeg var ni år. Min lillebror Gustav og jeg havde taget nattøj på og var på vej i seng. Vi havde fået en masse gaver og var totalt overstimulerede. På vej op ad trappen råbte min mor og far, at vi manglede at få en sidste gave.
Så sagde de, vi skulle have en lillesøster. Det var en kæmpe juleaften. Og hun er stadig dejlig, vores lillesøster Gertrud.«
Valdemar Bisgaard, 31 år, billedkunststuderende, Amager.
Fotograf: Joachim Ladefoged
Journalist: Jesper Engmann
Velkommen til Jyllands-Posten på Facebook. Her kan du følge med i nyhederne fra jp.dk.
