Vidste du, at mere end 350.000 danskere udvandrede til USA fra 1850erne til 1920erne? Lyt til historiepodcasten Dem der rejste ud og bliv klogere.
(2)
Fra 1850 og 70 år frem udvandrede over 300.000 danskere til USA. Hvorfor gjorde de det, og hvordan gik det? Synes godt om siden og følg med.
Jeg ved ikke, om børnene på billedet i går fik lov til at stemme om, hvorvidt de skulle ære det amerikanske flag, som de gjorde. Men det gjorde børnene på The Beach Street Industrial School!
"The First Patriotic Election in The Beach Street Industrial School - parlor in John Ericsson's old house", ca. 1890.
En del af Jacob Riis' billeder forestiller børn i skole. En stor del af hans motivation for kampen mod slummen var, at børnene fortjente en ordentlig chance for et godt liv. Og de chancer var ikke gode, hvis ens barndom blev brugt i en beskidt baggård eller på en farlig fabrik.
"Saluting the Flag in the Mott Street Industrial School", ca. 1890.
Det første billede: En frossen facade af et nedbrændt hus på ved Crosby Street og Jersey Street i januar 1896. (Taget af Jacob Riis)
Det andet billede: Samme sted i juli 2022 (Taget fra Google Maps)
"In Poverty Gap, West 28th Street: An English Coal-heaver's Home", 1889
I sin bog How the Other Half Lives skrev Jacob Riis en meget malende beskrivelse af denne familie og deres hjem, som jeg bare synes skal tale for sig selv:
"Suspicions of murder, in the case of a woman who was found dead, covered with bruises, after a day’s running fight with her husband, in which the beer-jug had been the bone of contention, brought me to this house, a ramshackle tenement on the tail-end of a lot over near the North River docks.
The family in the picture lived above the rooms where the dead woman lay on a bed of straw, overrun by rats, and had been uninterested witnesses of the affray that was an everyday occurrence in the house. A patched and shaky stairway led up to their one bare and miserable room, in comparison with which a whitewashed prison-cell seemed a real palace. A heap of old rags, in which the baby slept serenely, served as the common sleeping-bunk of father, mother, and children—two bright and pretty girls, singularly out of keeping in their clean, if coarse, dresses, with their surroundings.
The father, a slow going, honest English coal-heaver, earned on the average five dollars a week, “when work was fairly brisk,” at the docks. But there were long seasons when it was very “slack,” he said, doubtfully. Yet the prospect did not seem to discourage them.
The mother, a pleasant-faced woman, was cheerful, even light-hearted. Her smile seemed the most sadly hopeless of all in the utter wretchedness of the place, cheery though it was meant to be and really was. It seemed doomed to certain disappointment—the one thing there that was yet to know a greater depth of misery." (Læs kilden her: https://www.bartleby.com/208/14.html )
"It Costs a Dollar a Month to Sleep in These Sheds' Jersey Street (Now Gone)"
Billedet her er taget samme sted som gårsdagens billede af vagabonden. Men vagabonden er væk, og i stedet er der bl.a. et barn. Og pludselig er tonen en helt anden - ingen forargelse over personerne, men i stedet deres leveforhold:
"In that yard were habitations built of old boards and discarded roof tin, in which lived men, women and children that had been crowded out of the tenements. The rent collector did not miss them, however. They paid regularly for their piggeries. I feel almost like apologizing to the pig; no pig would have been content to live in such a place without a loud outcry." (Læs kilden her: https://www.gutenberg.org/cache/epub/64056/pg64056-images.html )
Selvom Jacob Riis kæmpede for ordentlige forhold for de fattige, var det nu ikke altid, at han tegnede et særligt sympatisk af samfundets underklasse. Især vagabonder og lignende blev kritiseret - ja, nærmest foragtet - af Jacob Riis.
Et godt eksempel er den måde, som han talte om den mand, som du kan se på billedet her. Både i sine foredrag og i sine bøger bragte Jacob Riis ham på banen igen og igen - og det var ikke pæne ord. Her er et eksempel fra en foredragsrække, hvor han også kommer med nogle ideologiske tanker:
"The tramp, the lazy man, is entitled only to be locked up. Only the other day, I was invited to come to Boston and join in a discussion of the tramp problem before a distinguished body there; and I refused. I do not think there is a tramp problem which hard labor behind strong bars cannot solve. It is just a question of human laziness. Save the young, and lock up the old man who will not work. A fellow whom I found sitting in a Baxter Street yard, smoking his pipe contentedly, gave me points on that. He was willing to be photographed for ten cents; but, before I could train my camera on him, his mind had evolved possibilities not to be neglected. He was smoking a clay pipe that had, perhaps, cost a cent, but I suppose it was an effort to hold it between his teeth while I made ready, for he made a demand for twenty-five cents if he was to be photographed in character, pipe and all." (Læs kilden her: https://www.gutenberg.org/cache/epub/64056/pg64056-images.html)
Bare fordi man er fattig og bor i elendighed, kan man godt have lyst til at hjælpe andre. Det ser man også jævnligt i Jacob Riis’ skriverier. I sin bog, The Battle with the Slum, delte han f.eks. dette billede fra 1890erne med følgende tekst:
“These were Germans, ordinarily held to be close-fisted; but I found that in their dire distress they had taken in a poor old man who was past working, and kept him all winter, sharing with him what they had. He was none of theirs; they hardly even knew him, as it appeared. It was enough that he was "poorer than they," and lonely and hungry and cold.
It was over here that the children of Mr. Elsing's Sunday-school gave out the depth of their poverty fifty-four dollars in pennies to be hung on the Christmas tree as their offering to the persecuted Armenians.”
Er du (eller dit barn) nervøse for, om julemanden nu også husker at besøge jer I år? Så har Jacob Riis og børnene gode nyheder: han skal nok dukke op!
🎄 Glædelig jul alle sammen! 🎄
"Two Greek children in Gotham Court debating if Santa Claus will get to their alley or not. He did." (cirka 1890)
Fra kontoret på 301 Mulberry Street, som Jacob Riis delte med flere andre journalister, var det let at finde nye, saftige kriminalhistorier til avisen. De skulle nemlig bare kigge ud af vinduet - der lå politiets hovedkvarter!
Men det krævede selvfølgelig, at de kunne få opmærksomheden væk fra kortene, sprutten og damerne på væggen...
"Reporter Office at 301 Mulberry Street", år 1888.
Jacob Riis og hans elskede Elizabeth. Deres ægteskab var vist en del lykkeligere, end deres ansigtsudtryk udstråler lige her.
En baggård i Thompson Street, cirka 1895. Ikke den store tragiske fortælling eller dybe pointe denne gang. Jeg kan bare ret godt lide billedet.
I går var jeg som sagt til julefrokost med arbejdet. Jeg lod mig gribe lidt af stemningen og delte et julebillede. I dag føler jeg mig lidt mere som ham her.
En mand sover på en af politiets sovesale, cirka 1890.
"The First Christmas Tree in Gotham Court", cirka 1897.
Nå, der er julefrokost på arbejdet i dag og jeg har ikke lyst til dele endnu et deprimerende billede. Selv i New Yorks slum var der plads til julehygge. I bogen "The Battle with the Slum" skrev Jacob Riis i ###x denne anekdote ved billedet:
"I well remember the Christmas tree in the court, under which a hundred dolls stood in line, craving partners among the girls in its tenements. That was the kind of battalion drill that they understood. The ceiling of the room was so low that the tree had to be cut almost in half; but it was beautiful, and it lives yet, I know, in the hearts of the little ones, as it lives in mine."
"Street Arabs in the Area of Mulberry Street", 1889.
Børn fyldte en del i Jacob Riis' billeder og skriverier. På en del billeder kan man se de såkaldte "street Arabs" - det er nok ikke et ord, jeg selv ville bruge, men det var et udbredt udtryk for de mange børn, som levede, tiggede og ofte sov på gaden i storbyer som New York. Der var mange uskyldige ofre og triste skæbner i slummens New York, men der er noget særligt gribende ved de børn, han portrætterede.
En af Jacob Riis' hovedpointer i sin kamp mod slummen var, hvordan det var et arnested for alverdens problemer i samfundet og for menneskerne: fattigdom, sygdom, kriminalitet, udnyttelse. Og han fremhævede gang på gang børnene. Måske fordi han selv havde mistet så mange af sine søskende til ulykkelige omstændigheder, da han var barn.
Det er svært at forestille sig, at de tre, stakkels børn fik et godt og lykkeligt liv, hvis det var sådan, de brugte deres barndomsår.
"Lodgers in Bayard Street Tenement, Five Cents a Spot", 1889.
Det her var, hvad man kunne få for fem cent. Jeg hader selv at sove på sovesale i hostels, men det her var sådan mange nyligt ankomne immigranter i New York City levede. Så er et hostel den rene luksus i sammenligning.
For nogle var det nok et bevidst valg. De kom for at tjene en masse hurtige penge, enten for at skabe et nyt og bedre liv i USA, eller for at vende hjem til deres fødeland igen med en solid opsparing i kufferten. Hvis det kun var for en kort periode, virkede det her måske som det mest fornuftige valg. Det har nogle kritikere af Jacob Riis hæftet sig ved: at han ville fratage folk muligheden for selv at vælge.
Men mange sad fast her og havde intet valg. Og selv hvis nogle selv valgte det og fandt det acceptabelt for en kort periode, kan du selv prøve at forestille dig, hvad leveforhold som disse - eller værre! - f.eks. gjorde for sygdomsepidemier i storbyerne.
Over den næste tid vil jeg dele en række af Jacob Riis' billeder. Vi starter med et ikonisk billede: Bandits' Roost!
Et eksempel på, hvordan en sidegade kunne se ud i det berygtede Five Points-slumområde i New York i året 1888. Når jeg er på storbyferie, kan jeg godt lide at gå ind i tilfældige sidegader og baggårde for at få et indblik i byen "bag facaden". Her var jeg nok bare gået videre...
En kendt filminstruktør lod sig i øvrigt inspirere meget af dette billede og genskabte det i hans film om Five Points-området fra start-2000'erne. Kan du mon gætte, hvad det er for en film?
Denne nydelige herre synes, du skal gå ind og høre den seneste episode af Dem der rejste ud. Den handler nemlig om ham - Jacob Riis!
En mand, som satte et stort præg på byen New York. Han gik nemlig til kamp mod de uhumske slumkvarterer, der holdt de fattige fanget i armod og dårlige vaner. Og undervejs fandt han bl.a. en kampfælle i form af den senere præsident Theodore Roosevelt.
Find podcasten i din yndlings podcast-app - eller gå ind på www.demderrejsteud.dk.
Tredje gang var lykkens gang for Jens Nielsen. Han fik endelig sin henrettelse.
Han slog godt nok heller ikke nogen ihjel denne gang. Og kongen hældte stadig mest til en benådning. Men fængselsinspektøren fik sværere og sværere ved at forsvare overfor sine ansatte, at have Jens Nielsen bag murene. Og Estrup-regeringen lagde nu også stærkt pres på for, at denne gang måtte det altså være nok.
Så skarpretter Theodor Seistrup steg, bevæbnet med sin store økse, ombord på toget mod Horsens.
Det andet mordforsøg fandt sted den 24. august 1885 og gik ud over opsynsbetjent Petersen. Jens Nielsen havde gravet en mursten fri med tenen fra en spinderok og bundet noget snor omkring. Det hjemmelavede våben svingede han mod Petersens hoved, mens han delte brød ud til fangerne. Heldigvis tog betjentens kasket det værste af slaget - det må have været en tyk kasket!
Endnu engang blev Jens Nielsen dømt til døden. Og endnu engang blev den benådet og ændret til livstid med minimale friheder og konstant overvågning. Det var der jo ikke rigtig noget nyt i, så han fik også 27 "slag med kat". (Det var en slags pisk med flere - typisk ni - haler, ofte med knuder for enden. Ingen katte kom mig bekendt til skade under forløbet.)
Heller ikke denne gang fik han sin henrettelse.
Jens Nielsen var efterhånden godt og grundigt træt af fængselslivet. Han ville væk Horsens Straffeanstalt, men han troede efterhånden ikke rigtig på, at han kom derfra i live.
Han besluttede sig derfor for at få en dødsdom - og rent faktisk BLIVE henrettet. For selvom der officielt stadig var dødsstraf i Danmark, var de danske magthavere ikke meget for at føre dem ud i livet. Det havde skabt så meget bøvl, sidste gang de forsøgte at henrette en fange, Anders Sjællænder. Og netop derfor ville Jens Nielsen tvinge dem til at henrette ham.
Så Jens Nielsen tog et vægtlod fra en af strikkemaskinerne nede fra arbejdsstuen og bandt et stykke snor om. Da opsynsbetjent Henriksen skulle føre fangerne ud i gården den 13. december 1884, svingede Jens Nielsen pludselig vægtloddet ind i baghovedet på Henriksen. Han kom hurtigt nok på benene igen til at få styr på Jens Nielsen, men måtte dog lægge sig syg i 12 dage. Glædelig jul...
Jens Nielsen fik sin dødsdom, men kongen benådede ham. I stedet blev det livstid under strengt opsyn. Ikke ligefrem det Jens ville have ud af det, så han gik i gang med at planlægge næste forsøg...
Vægtloddet - og de to andre ting han brugte til at forsøge at slå en fængselsbetjent ihjel med - er udstillet på FÆNGSLET sammen med den økse, det til sidst lykkedes ham at blive henrettet med.
Det var sådan her, både Anders Sjællænders og Jens Nielsens liv sluttede. Med skarpretter Seistrups tunge bøddeløkse.
For Jens Nielsen gik det rimelig hurtigt - og var faktisk noget han aktivt havde arbejdet hen imod i store dele af sin tid i Horsens Straffeanstalt.
Anders Sjællænders henrettelse blev derimod en forfærdelig - og offentlig! - fadæse. Første hug ramte ham i skulderen. Andet hug ramte hans nakke. Først tredje gang blev hovedet hugget af og trillede hen af den frosne lollandske jord.
Onde tunger sagde at Seistrup var pissefuld i brændevin. (Det skulle jeg nok også selv være for at kunne klare det job.) Selv sagde han bare, at der var glat og ingen havde ryddet sne og is.
Uanset hvad grunden var, skabte det en sand sh*tstorm i medierne, og ingen dansker blev siden offentligt henrettet.
Det havde Jens Nielsen ellers selv håbet på, at han blev. For han ville ikke kun dø, fordi han var træt af livet og havde indset, at han nok aldrig se friheden igen. Han ville også skabe en debat om de forfærdelige samfundsforhold, som havde skabt ham - nåja, og så vidste han at myndighederne helst ikke ville udøve en dødsstraf længere.
Og tanken om at tvinge dem til det alligevel har nok været ret tilfredsstillende for Jens Nielsen, der altid mødte autoriteter med trods og hån - i livet som i døden.
(Billedet er taget på Fængselsmuseet i Horsens. Helt klart et besøg værd!)
Anders Nielsen Sjællænder ville starte på en frisk. Han var træt af sit fattige liv i Danmark, hvor han dårligt nok kunne skrabe nok penge sammen til at klare sig. Og han vidste nok godt, at der ikke var mange udsigter til, at det kom til at ændre sig lige foreløbig.
Og ligesom så mange andre fattige danskere i slutningen af 1800-tallet, var det i USA, at han mente, at han kunne få en chance til. Hvis han bare kom derover, skulle han nok få et godt liv.
Men det kostede jo penge at komme til Amerika, og de penge havde han ikke. Det var jo det, der var hele problemet!
Heldigvis for ham gik der en svensk forretningsmand rundt på Lolland, hvor han hørte til. Svenskeren lignede en mand, der havde penge. Så han lagde en plan: han skulle bare lige få fingrene i svenskerens penge og så nå at hoppe ombord på et udvandrerskib, inden politiet fangede ham.
Og det var lige ved at lykkedes. For da han endelig blev fanget, var han nået hele vejen til Hamborg... en af Europas helt store udskibningshavne til Amerika. Han var så tæt på friheden, men i stedet ventede der et blodigt regnskab hjemme i Danmark, som skulle gøres op.
Hør hvordan det gik Anders Sjællænder - og hans skæbnefælle Jens Nielsen - i den seneste episode af Dem er rejste ud, som er ude nu overalt hvor du plejer at høre dine podcasts.
DEM DER REJSTE UD ER TILBAGE
Efter en længere pause er din yndlingspodcast om dansk-amerikansk historie endelig tilbage. I den nyeste episode snakker jeg med Poul Duedahl om Anders Sjællænder og Jens Nielsen. To unge mænd, der der satsede alt på at komme til Amerika... og tabte.
Ligesom så mange andre unge, rodløse mænd dengang ville de rigtig gerne til Amerika. Desværre havde de ikke råd, så de forfaldt til kriminalitet for at skaffe nok til en enkeltbillet. Men det gik ikke helt efter planen.
Hør den nye episode hvor du plejer at høre dine podcasts.
Be the first to know and let us send you an email when Dem der rejste ud posts news and promotions. Your email address will not be used for any other purpose, and you can unsubscribe at any time.
Send a message to Dem der rejste ud:
Want your business to be the top-listed Media Company?
