18/11/2020
Vi har udtalt os i Politiken og svaret på spørgsmålene:
"Men var aktionen en ønskværdig i forhold til at sætte fokus på en mørk del af danmarkshistorien? Og må kunstnere gerne bryde loven og ødelægge andre kunstneres værker?"
»Aktionen sætter spørgsmålstegn ved den danske nationalfølelse«
Kollektivet Marronage – et dekolonialt, feministisk kollektiv, som siden 2016 har fremskrevet fortællinger om sammenhængen mellem kolonialisme og strukturel racisme i dag. Kollektivet Marronage består blandt andet af: Yancé-Myah, Laura Hae Na Blankholm, Lea Hee Ja Kramhøft, Mai Takawira, Jamila Versi, Nina Cramer og Mikas Lang.
»Spørgsmålet om ønskværdighed kommer jo an på, hvem du spørger. I Jomfruøerne er der et stort behov for basale politiske, økonomiske og sociale rettigheder, og de behov er et produkt af dansk slaveri og salget til USA. I Grønland er der diskussioner om, hvordan afkolonisering og uafhængighed kan se ud uden bloktilskud og dansk indflydelse og bestemmelse. Så Danmarks fortid som slavenation er ikke kun fortid, men nutid for mange mennesker. Det er stadig ikke til at vide, hvad udfaldet af aktionen med Frederik V’s buste er, men måske kan den skabe plads til en diskussion i Danmark om kolonialisering og racisme. En diskusion, der i høj grad stadig er fraværende. Og det er i sig selv ønskværdigt«.
»’God kunst’ er noget, som har en subversiv, en omvæltende, karakter, og som kan få beskueren til at stille spørgsmålstegn ved sig selv og ved de ting, som ellers bliver forstået som almindeligt«.
»Fotografier af lynchninger i de amerikanske sydstater begyndte med at være normaliseret som en kulturel stolthed ved det hvide overherredømme. Fotografierne var ikke kun objektiv dokumentation, men blev brugt som postkort for at vise den nydelse, det var for nogen at slå sorte ihjel og blære sig med det. Senere blev de samme fotografier brugt af Senatet som historisk dokumentation, der var afgørende i forhold til at opnå officiel anerkendelse af det bestialske ved lynchningerne og omfanget dem. For efterfølgende også at blive brugt i kunstprojekter, der går i dialog om racisme«.
»Pointen er, at fortiden ikke er noget, der står stille, og historien er hele tiden til forhandling. Et værk vil blive læst på én måde på ét tidspunkt og på en anden måde i dag, afhængigt af de politiske bevægelser, der skubber til antagelser om moral, og om hvad der er normalt«.
Har kunstnere ret til – i særlige situationer og i kunstens tjeneste – at bryde loven og f.eks. ødelægge andre kunstneres værker?
»Hvis vi antager, at kunsten er et redskab til at udvide mulighedsrammerne for, hvad man kan tænke og sige politisk, så kan man ikke nøjes med at bruge loven som moralsk pejlemærke. Engang stod der også i loven, at kvinder ikke havde stemmeret, og i Danmark i dag betyder ghettolovgivningen, at du ikke har lighed for loven, fordi du er en etnisk minoritet. Man bliver nødt til at huske, at det ulovlige ved den her aktion har gjort folk rasende, fordi den går ind og sætter spørgsmålstegn ved den danske nationalfølelse. Måske blotlægger aktionen endda, at der findes en modstand mod nationale fortællinger, og det er bare upopulært i Danmark i 2020«.
Det summer og buldrer – også langt uden for den danske kunstverden – efter at en buste af Frederik V er blevet skubbet i Københavns Havn. Har aktionen blot gjort enormt mange mennesker vrede på Kunstakademiet? Eller er drukningen af busten en vigtig kamp imod vedtagne forestillinger, som skal...
