12/05/2024
Vi lever i en omskiftelig og usikker tid. Kongerigets robusthed bliver udfordret på flere leder og kanter, end man måske umiddelbart går og forestiller sig.
Derfor har jeg lavet et program om tidens uundgåelige fænomen: Prepping 📦🪖
Jeg undersøger, hvordan vi som befolkning kan forberede os bedst muligt på krig og katastrofer. Men hvilke udfordringer bør du planlægge til? Hvilket gear er det bedste at investere i og hvad er komplet spild af penge? (Grej-freak-alarm.) Hvad for noget mad og medicin har du brug for, hvis ulykken rammer? Og hvordan prepper man egentlig til et cyberangreb? Det er bare nogle af de spørgsmål, du kan få svar på i Peter Prepper.
For 10 år siden tilbragte jeg en veldokumenteret weekend på besøg hos to preppere i det sydlige Arizona. Dengang virkede prepping som noget, der var forbeholdt paranoide amerikanere og folk med hang til staniolhatte samt egen atombunker i kælderen.
Verden har ændret sig meget siden da… Så meget endda, at timingen er tæt på perfekt for et program som dette. Den triste baggrund til trods.
Programmets præmis er baseret på min egen personlige teori om, at vi danskere er den mest hjælpeløse befolkning på kontinentet -og givetvis i hele verden. Herfor findes endnu ikke evidens, men empirien er overvældende.
I en byge af programmer kaster jeg mig ud på det dybe vand: For fodrer jeg selv bare et angstmonster, som aldrig bliver mæt, når jeg fylder kælderen med solcelleanlæg og radioer med håndsving? Går jeg ligefrem russernes ærinde ved at lave en podcast om prepping? Og hvordan sikrer vi os som samfund, at vi får alle med, når og hvis katastrofen indtræffer?
Fra alle tænkelige vinkler vender vi - med landets førende eksperter - truslerne mod kongeriget Danmark: fra hackerangreb, GPS-jamming, en ny pandemi, misinformation, solstorme, russiske tropper i Køge-bugt til strømafbrydelser forårsaget af et uopmærksomt øjeblik bag styrpindene i en rendegraver. Alt hvad man kan forestille sig. Vi ser på de psykiske mekanismer bag prepping, tester tørmad og stiller skarpt på, hvordan du kan blive fuldblods-prepper uden, at din bankrådgiver går op i limningen.
På redaktionen tøver vi ikke med at kalde programmet for det mest public service’de program nogensinde.
Håber I vil tage godt imod: Peter Prepper 🤚🏼🪖
Lyt med på DR LYD https://www.dr.dk/lyd/special-radio/peter-prepper-5426250956000
eller, på alle podcast platforme og der hvor du hører dine podcast.