16/11/2024
Kan vi tage føringen i den digitale revolution, og hvad kræver det af os som sundhedsvæsen? Vi vil undersøge, om AI og digitalisering i radiologien kan sætte standarden for resten af sektoren, og hvor langt vi kan nå med teknologi som bindeled mellem hospitaler og det nære sundhedsvæsen?
Men spørgsmålet om teknologiens rolle er ikke det eneste, vi stiller skarpt på – hvordan holder vi fokus på patienterne, hvem skal betale for digitaliseringen, og hvad er forretningen i det? Med debatpaneler bestående af politikere, sundhedsøkonomer og regionsledere, går vi helt ind i maskinrummet: Hvordan kan offentlige og private aktører skabe værdi, der ikke blot pynter på bundlinjen, men faktisk styrker patientbehandlingen?
Læger, plejepersonale og ledere i sundhedssektoren inviteres til en dag, hvor vi sammen tager temperaturen på fremtidens sundhedsvæsen og diskuterer, hvordan vi undgår, at teknologi blot bliver endnu et buzzword. Hvilken rolle spiller det nationale sundhedsvæsen i forhold til lokale initiativer? Skal vi fokusere på store nationale centre, eller skal vi i stedet udvikle agile, lokale innovationslaboratorier?
Vi udforsker nye horisonter og sætter særligt fokus på teknologien som en central parameter for patienten – hvad kræver det, og hvilke udfordringer møder vi, når vi rykker behandlingen ud af hospitalet?
Forvent en dag ud over det sædvanlige med diskussioner, der går et stik dybere med fokus på patient værdi, betalingsvillighed og samarbejde. Deltag og vær med til at sikre, at vi som sundhedsprofessionelle tager ejerskab over digitaliseringen og sætter standarden for resten af Europa.
På Innovationsdagen den 11. december kan du bl.a. høre Ole Graumann, professor, Aarhus universitetshospital , Egon Toft, forskningschef, Aalborg universitetshospital og Jane Clemensen, professor, Odense universitetshospital.
Henning Langberg 🚀 er mødeleder på Innovationsdagen. Medicoindustrien er medarrangør