Rockhistorier

Rockhistorier En podcast med musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggard og He
(3)

19/12/2023

Det var andre tider.

Farvel - og tak for sangene, Shane MacGowan.
30/11/2023

Farvel - og tak for sangene, Shane MacGowan.

Michael Putland, "Tom Waits - Contact Sheet" (1976)
19/11/2023

Michael Putland, "Tom Waits - Contact Sheet" (1976)

Kom glad!
31/10/2023

Kom glad!

Den danske sang er en ung blond pige. Men den er meget mere end det. Den er mod og længsler når Marie Key opfordrer os til at møde kærligheden helt uden forsvar. Den er frihedstrang og udlængsel når Eik Skaløe inviterer Itsi Bitsi med til Nepal. Og den er et nyt blik på danskheden når Natas...

Have a great weekend.
27/10/2023

Have a great weekend.

Ses der - det tror jeg.
10/10/2023

Ses der - det tror jeg.

Musik i Mørket #27: Marvin Gaye – What’s Going On + Let’s Get It On. LP-talk og lyttesession med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch. Søndag 15. oktober kl. 14.00. Samlet varighed ca. 2 timer og et kvarter. Velkommen til syvogtyvende runde af Musik i Mørket, Cinematekets lyttebiograf, hvor r...

"You the Man, Fred!""No, no, you the Man, El!"
04/10/2023

"You the Man, Fred!"
"No, no, you the Man, El!"

Det er så i aften, det sker😉(Saville Theatre, London, October 1967)
01/10/2023

Det er så i aften, det sker😉
(Saville Theatre, London, October 1967)

Ørerne i maskinen.
17/09/2023

Ørerne i maskinen.

The Rolling Stone founder recently made derogatory comments about Black and female musicians.

Nå ja - så bliver man da lidt glad.Fra dagens avis.
13/09/2023

Nå ja - så bliver man da lidt glad.
Fra dagens avis.

05/09/2023
Dillon Beach, California, 2002. Foto: Anton Corbijn
30/08/2023

Dillon Beach, California, 2002. Foto: Anton Corbijn

He-he ...
15/08/2023

He-he ...

Riot Grrrls anno 1981Øverste række fra venstre:Chrissie Hynde (Pretenders), Debbie Harry (Blondie), Viv Albertine (The S...
06/08/2023

Riot Grrrls anno 1981
Øverste række fra venstre:
Chrissie Hynde (Pretenders), Debbie Harry (Blondie), Viv Albertine (The Slits), Siouxsie Sioux (Siouxsie and the Banshees)
Nederste række fra venstre:
Poly Styrene (X-Ray Spex), Pauline Black (The Selecter)

Så ved du hvad du skal søndag den 13.8.Musik i Mørket #25: Van Morrison - Astral Weeks + Moondance. LP-talk og lytteses...
03/08/2023

Så ved du hvad du skal søndag den 13.8.
Musik i Mørket #25: Van Morrison - Astral Weeks + Moondance. LP-talk og lyttesession med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch. Søndag 13. august kl. 14.00 på Cinemateket.

Musik i Mørket #25: Van Morrison - Astral Weeks + Moondance. LP-talk og lyttesession med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch. Søndag 13. august kl. 14.00. Samlet varighed ca. 2 1/2 timer. Velkommen til femogtyvende runde af Musik i Mørket, Cinematekets lyttebiograf, hvor rockkritikerne Klaus Lyngg...

Min nekrolog fra dagens udgave af Information:Et modigt, kompliceret, kærligt, plaget, intelligent og modsætningsfyldt m...
28/07/2023

Min nekrolog fra dagens udgave af Information:
Et modigt, kompliceret, kærligt, plaget, intelligent og modsætningsfyldt menneske
Den irske musiker Sinéad O’Connor er død, 56 år gammel. En af sin generations helt store sangstemmer, og en modig og kontroversiel person, der betalte prisen for sine holdninger
KLAUS LYNGGAARD
Meddelelsen om at den store irske sangkunstner, Sinéad O’Connor, er død i en alder af 56 år er både trist og uvelkommen, men ikke overraskende. Har man set dokumentaren Nothing Compares (2022), der nu kommer til at stå som et værdigt testamente, vil man også vide og forstå, at her var tale om en kvinde, som kæmpede på flere fronter og med mange dæmoner. At hun flere gange både overvejede og forsøgte selvmord samt var indlagt adskillige gange for sindslidelser, har hun fortalt åbent om i oprigtige forsøg på at nedbryde tabuerne omkring dem.
Dermed ikke være sagt, at hendes død skyldes selvmord, men det er en mulighed i lyset af hendes bundløse sorg efter tabet af sønnen Shane, der begik selvmord i januar 2022, 17 år gammel. At miste et barn er nok det mest ubærlige et menneske kan udsættes for. På nummeret om og til Shane, “I Had a Baby”, fra karrierens svanesang, I’m Not Bossy, I’m the Boss (2014), synger hun
Because I don't know why
He should suffer instead of me
Over s**t that's because of me
Oh, I wish it wasn't so crazy…
Nothing Compares fokuserer på årene 1987-1993, hendes kommercielle storhedstid. Filmens ramme er naturlig nok, eftersom det er den periodes musik, de fleste husker hende for, men hun fortsatte med at skabe musik livet igennem, og indspillede yderligere otte album, hvoraf flere er strålende. Men hits var det slt med.
Man har gjort mangen et barn fortræd, og Sinéad Marie Bernadette O'Connor er et grumt eksempel derpå. Født den 8. december 1966 i Dublin som midterbarn i en børneflok på fem, var hendes barndom efter forældrenes skilsmisse, hvor hun var otte, et mareridt af omsorgssvigt og ekstrem fysisk og psykisk mishandling. Ikke mindst begået af hendes mor, som beskrevet i sangen ”Fire on Babylon”. O’Connor var livet igennem en passioneret og indtrængende talsperson for børn, der havde været udsat for overgreb.
Hendes fokus på voksnes udnyttelse af børn kulminerede den oktoberaften i 1992, hvor hun på live-tv i programmet Saturday Night Live rev et billede af pave Johannes Paul II over som protest mod den katolske kirkes praksis generelt, men især måden, den dækkede over pædofile præsters (og nonners) udbredte misbrug af børn. Det kostede hende den stjernestatus, der uventet, men også noget uvelkomment tilfaldt hende efter hendes udsøgte fortolkning af Princes ”Nothing Compares 2 U” blev et monsterhit i 1990.
Der var dog langt fra tale om at hun ved et uheld kom til at sabotere sin karriere, i stedet udnyttede hun sin nyfundne berømmelse til at give stemme til nogle af de usynlige ofre, som ikke dengang nød mediernes bevågenhed. Det gav ofte bagslag. Således også til Bob Dylans 30-års jubilæumskoncert i Madison Square Garden i ’92, hvor det aldrende hippiepublikum forsøgte at buhe hende ud, men i stedet fik O’Connor til trodsigt at fremføre en a ca****la-version af Bob Marleys (med tekst af Haile Selassie) ”War”. Det sagde lidt om hvilke kræfter hun var oppe imod, når selv modkulturens aldrende repræsentanter, for hvem intet havde været helligt 20-30 år tidligere, ikke kunne tolerere hendes aktivisme.
Som nytiltrådt på avisen her inviteredes jeg i 1992 til en pressekonference i København med O’Connor i forbindelse med udgivelsen af hendes tredje lp, Am I Not Your Girl? hvor hun forsøgte sig som fortolker af andres materiale, hvad der ikke var hot i tiden, men siden er blevet noget nær en obligatorisk stiløvelse.
Og da jeg var blevet blæst bagover af hendes to første plader, tilmeldte jeg mig uden tøven. Havde jeg forventet at møde en stærk kunstner og et spændende menneske i et rum fuld af kærlighed, gjorde jeg regning uden vært. Stemningen til pressemødet kan over en bred kam betegnes som hektisk og elektrisk.
På den måde, de overvejende mandlige korrespondenter indbyrdes samtaledes, forstod jeg, at de opfattede hendes ofte kontroversielle udtalelser som rene pressestunts. At hun med sine udmeldinger om kvindens rolle som sexobjekt og nikkedukke i musikbranchen, om englændernes imperialistiske adfærd og århundredelange mishandling af det irske folk, om den måde selvindlysende menneskerettigheder uafladeligt ignoreredes på og ikke mindst hendes hadefulde udfald mod den katolske kirkes måde at administrere sin magtposition på alt sammen var noget hun sagde for at gøre sig interessant og få sit billede i avisen.
Pressemødet blev derefter, de fremmødte gik aggressivt og forstemmende i kødet på den unge kvinde og der blev ikke talt stort om hendes musik, det er sikkert.
Men har de da ikke hørt hendes plader, kan jeg huske jeg tænkte. Der blev der ikke stukket noget under stolen – og kunne man den mindste smule engelsk, fremgik hendes holdninger klart og tydeligt af teksterne. Hendes første lp, The Lion and the Cobra, lød ikke som noget andet i 1987, hvor Prince, Madonna og Michael Jackson dominerede hitlister og MTV. I den sammenhæng fremstod denne 20-årige følsomme irske furie helt anderledes kantet og konfronterende, hvad hun bestemt også var.
Alene omslagsfotoet, hvor hun skriger (af angst eller vrede – eller en blanding af begge dele?), men samtidig holder armene og de knyttede næver beskyttende op foran sig, fortalte historien om et modsætningsfyldt væsen. Med sin kronragede isse trodsede hun et stadigt gældende kvindeideal, og hvad angår tøjstil gik hun med lige hvad pokker hun havde lyst til, ingen stylist skulle forme hendes look. Hun var sin egen – i lidt for høj grad for nogles smag.
Og på den led fik hun ubesværet tag i de lyttere, som ønskede andet end at blive strøget med hårene. Den ikke ringe succes, der fulgte i kølvandet på den kunstnerisk prægnante debut, havde nok været lige tilpas, set i bakspejlet. Var Sinéad O’Connor forblevet et succesfuldt kultfænomen, ville tingene måske ikke været kommet så heftigt ud af kontrol, og hendes vej måske mindre tornebestrøet.
Det er en stærk skive, hvor kunstneren leverer et følelsesmæssigt facetteret materiale, og fornemt udtrykker størrelser som længsel, bedrag, undren, begær, smerte og opofrelse, men også insisterer på et svar fra både gud og mennesker på hvorfor det står så grelt til med verden og viljen til at rette op på miseren er så ringe. Musikalsk set spænder den fra højspændt pop, punket attack, bittersøde ballader, hiphop beats og irsk folk.
Men først og sidst altså den der overvældende stemme, et unikt udtryksfuldt instrument, der placerede hende oppe i toppen af pyramiden, og tilmed forblev intakt livet igennem. Hun kunne tage en oktav så let som ingenting eller gå fra en hvisken til et skrig på et sekund, men det var hendes evne til perfekt at fortolke en tekst, der gjorde varigt indtryk.
Den foldedes eksemplarisk ud på O’Connors kendteste og mest elskede lp, efterfølgeren I Do No Want What I Haven’t Got, som udsendt 1990 via det føromtalte Prince-nummer gjorde hende til en vrangvillig megastjerne. Pladens titel er en programerklæring, og selvom den gjorde hende rig, virkede hun ikke specielt interesseret i penge, tværtimod var hun spirituelt søgende livet igennem, og nåede at blive ordineret til katolsk præst – selvom kirken ikke anerkender kvindelige sådanne – før hun sent i livet konverterede til islam.
Hvorvidt hun var bevidst om omslagsfotoets lighed med nærbillederne af skuespilleren Maria Falconetti som Jeanne D’Arc i Carl Th. Dreyers uafrystelige stumfilm fra 1928 af samme navn, ved jeg ikke, men det tør formodes. En katolsk klassiker om en kvinde, der både kan opfattes som feminist og martyr, ikke til at stå for. Den enkle, men stærke video til ”Nothing Compares 2 U” fremhævede hendes skrøbelighed og – nå ja – skønhed, og vi er nok en del, der har fældet en tåre til den sang.
Men vil man virkelig forstå det vokale format, er hendes a ca****la fremførsel af pladens titelnummer det rette sted at starte. Der folder hun sig vokalt mageløst ud uden distraherende baggrundsmusik og helledusseda for en kraftpræstation.
Skulle coverpladen Am I Not Your Girl? (1992) blive begyndelsen til den kommercielle nedtur, er det umuligt at komme uden om pladens højdepunkt, en overraskende, men meningsfuld fortolkning af ”Don’t Cry For Me Argentina”. Den kvinde førte ubesværet andres sange nye steder hen – således har Elton John udnævnt hendes hudløse version af hans ”Sacrifice” til den bedste tolkning af en af hans kompositioner overhovedet.
Og en sart udgave af Kurt Cobains ”All Apologies”, udsendt få måneder efter rockmusikerens selvmord, er sjælerystende i al sin gribende enkelhed. Og vil du drukne i egne tårer, så hør hende give oprørsklassikeren ”The Foggy Dew” i selskab med The Chieftains, udsendt i 2006. Så bliver det ikke meget større.
Blandt de otte album, det blev til efter succesårene, og som alle har noget at komme efter, bør Sean-Nós Nua (2002) fremhæves; her omarbejder og fortolkes traditionelle irske sange uden hverken ærefrygt eller respektløshed. Og så står 2012-udspillet How About I Be Me (And You Be You)? stadig stærkt her ti år efter.
Lad os for Guds skyld mindes det modige, komplicerede, kærlige, plagede, intelligente og modsætningsfyldte menneske, Sinéad O’Connor var. Men også og måske især den musikalske urkraft hun var.

I anledning af at den der 'bad boy' på omslaget bliver 80 i dag😜
26/07/2023

I anledning af at den der 'bad boy' på omslaget bliver 80 i dag😜

- Hvis du er på de kanter: Pakhuset ved Tisvildeleje station, på tirsdag d. 25 juli, kl. 21.00
24/07/2023

- Hvis du er på de kanter: Pakhuset ved Tisvildeleje station, på tirsdag d. 25 juli, kl. 21.00

God søndag.
23/07/2023

God søndag.

Ulven Peter har takket af.Vi bøjer hovedet i respekt for hans fænomenale indsats for dansk rock.
09/06/2023

Ulven Peter har takket af.
Vi bøjer hovedet i respekt for hans fænomenale indsats for dansk rock.

Adresse

Værnedamsvej 6
Copenhagen
1620

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Rockhistorier sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Videoer

Rockhistorier fejrer at have rundet podcast nr. 200. Lyt endelig med - og støt os gerne

Genveje

Del

Type

Mediafirmaer i nærheden

Andre Podcast i Copenhagen

Vis Alle

Du vil måske også kunne lide