24/03/2025
I anledning af 80. året for Danmarks befrielse: Min fars arrestation/ Christiansborg 2. okt. 2023 (til foreningens høring) af Morten Thing - historiker, forskningsbibliotekar og forfatter, søn af Borge Thing (kommunist- (medlem af DKP), modstandsmand og i en periode leder af sabotagegruppen BOPA) og Dora Thing (kommunist - (medlem af DKP) og jøde). Del 1 - del 2 bliver bliver næste opslag.
"Den historie, jeg nu skal fortælle jer, foregår hen over ca. et år. Den starter den 27. september 1942, hvor min storesøster bliver født. Den handler om min mor, min storesøster og min far.
Min far og mor var medlemmer af det illegale DKP. Min far var begyndt på at lave sabotager i april 1942. I september kom så min søster.
Min far skriver i en slags dagbogsnotater:
“I går blev jeg optaget i en sabotagegruppe. Nu skal vi altså til at kæmpe direkte mod tyskerne. På en måde virker det som en befrielse, fordi alting nu bliver mere enkelt og ligetil. Men jeg må indrømme, at jeg også er bange – frygtelig bange.
Vi vil blive sat udenfor samfundet og jaget som forbrydere, og de fleste mennesker vil betragte os som forbrydere. Det er den ene ting, jeg er bange for. Den anden er, at jeg er bange for at dø.”
Min mor fortæller:
”I december 42 gik han i illegalitet. Vi havde en aftale om, at han ikke måtte komme op uden, at der stod en bestemt blomst i vinduet. I begyndelsen af 1943 flyttede jeg så hjem til mine forældre i Classensgade.
Børge beholdt lejligheden. De brugte den til møder og lavede hjemmelavet vin der. Men på et tidspunkt måtte vi opgive den. […].
I begyndelsen mens Børge var illegal, kom han og besøgte os i Classensgade. Min far ænsede ham overhovedet ikke.”
Mine morforældre var ortodokse jøder, og min morfar var ret utilfreds med, at min mor havde valgt sig en ikke-jøde.
I begyndelsen af marts 1943 fik politiet for første gang oplysninger, som skærpede deres interesse for min far. Oplysningerne stammede fra en arresteret kommunist, som fortalte politiet, at han i slutningen af november eller begyndelsen af december 1942 havde deltaget i et møde sammen med bl.a. min far, ”hvorunder man drøftede Muligheden af at rette en Appel til det illegale D.K.P. s Medlemmer for at faa nogle flere Penge samlet ind til Partiarbejdet…”.
Den 18. marts tog tre betjente ud til Landsdommervej 19, st. tv., hvor mine forældre havde boet. ”Trods gentagen kraftig Ringning blev der dog ikke lukket op.” De fandt så viceværten, som uden retskendelse låste dem ind i lejligheden. ”Lejligheden er tilsyneladende ubeboet for Tiden. Der fandtes kun enkelte Møbler og intet Sengetøj eller Gangtøj. I Overværelse af nævnte Vicevært blev Skabe og Skuffer m.m. efterset, men der fandtes ikke noget mistænkeligt af nogen Art. Ved Forhøring i Ejendommen fremkom intet som helst til Oplysning om Eftersøgte og hans evt. Tilholdssted.”
Senere på dagen, kl. 16.15 var politiet i Københavns Byrets afd. 10A., hvor dommer Arthur Andersen præsiderede. Anklageren krævede dørene lukkede, hvad de så blev. Så kunne han i ro og mag forklare dommeren, at man havde lavet en ransagning hos Børge Agergaard Thing på Landsdommervej 19, st. tv. ”da der ikke var Tid til at indhente Rettens Beslutning.” Anklageren fremlagde sagen for Arthur Andersen, som på eksprestid godkendte ransagningen. Ti minutter havde mødet taget.
Den 5.april var politifuldmægtigen igen i Byretten hos Arthur Andersen og igen blev dørene lukket. Efter 29 minutter afsagde han kendelse om anholdelse af min far for overtrædelse af lov 349 af 22. august 1941 § 1, også kaldet kommunistloven. Den 12. april genoptog politiet sagen, da min far nu var efterlyst. Man havde i mellemtiden spurgt Folkeregistret og fået at vide, at han var tilmeldt hos Rezth, Classensgade 42, 2. Det var hos mine morforældre, som imidlertid hed Recht.
Den 18. april 1943 fyldte min far 26. Det danske politi havde en forkærlighed for fødselsdage og andre mærkedage i familjen. De vidste, at de illegale havde svært ved at holde sig fra at komme hjem på sådanne dage. Mine forældre havde i anledning af min fars fødselsdag været i byen sammen. Han havde lige sagt farvel til min mor og var gået, da dansk politi ringede på hos hendes forældre i Classensgade 42.
Min mor fortæller:
”Den 18. april 1943, på Børges fødselsdag, havde vi aftalt, at han og jeg skulle ud og spise og se en revy. Bagefter skilles vi, og jeg går hjem. Jeg er knapt kommet ind, før politiet banker på. Jeg sagde: ”Han er ikke her.” ”Jamen lad os komme ind og se”. De tog Jette op af sengen og kiggede efter illegale blade. De jog Leopold [min mors bror] ud af sengen, og mine stakkels forældre var panikslagne. Politiet sagde til min far: ”Deres svigersøn er jo anmeldt her.” ”Sikke en frækhed”, svarede min far.”
I politiets rapport står der: ”Hun forklarede paa Anledning, at hun for Tiden ikke lever sammen med sin Mand, og at hun intet ved om, hvor han opholder sig. Hun er foreholdt, at sigtede dog er tilmeldt at bo paa nævnte Bopæl, men hun siger hertil, at hun ikke er vidende om dette, og at sigtede i saa Fald selv maa have foretaget den nævnte Tilmelding. Hun gav Tilladelse til Ransagning i Lejligheden, der foretoges af os undertegnede, uden at der fandtes noget mistænkeligt.”
Min mor fortæller:
”Bagefter gik de så over til Nina [Holm] i Rosenvængets alle 17B, 4. sal, hvor de vidste, han en gang havde boet. De kom til både hoveddør og køkkendør samtidig, så han ikke kunne stikke af. Han sad på WC, da de kom, og begyndte at brænde notater og papirer i WCet, inden han lukkede op. Så tog de ham.”
Ifølge rapporten kom de kl. 1.30, ”hvor sigtede blev truffet til Stede. Sigtede fremviste de Ejendele, han havde hos sig i Lejligheden, uden at der blandt disse fandtes noget af Interesse for nærværende Sag.”
Min mor fortæller:
”Da de kom ned på gaden, sagde han: ”I kan da lade mig løbe”. ”Ikke tale om”, sagde de. Han sagde til mig, at senere ville han blot være stukket af fra dem og satset på, at de ikke kunne ramme ham. Men den gang var man endnu meget lovlydig og gjorde, hvad politiet sagde.”
”Sigtede medfulgte derefter her til Afdelingen, hvor han blev ransaget paa sin Person, uden at han fandtes i Besiddelse af noget mistænkeligt.” Kl. 3.15 blev han afleveret til Politigårdens arrest. Senere denne dag (19. april) blev han fremstillet i Byretten for lukkede døre. Her erklærede han, at han havde været medlem af DKP, indtil det blev ophævet. Derimod nægtede han at have ”deltaget i illegal Virksomhed”, men ”erkender at have holdt sig skjult for Politiet.” Anholdelsen blev opretholdt.
Senere samme dag blev han afhørt af overbetjent Nørreheden, som foreholdt ham, hvad de andre arresterede havde fortalt om hans tilhørsforhold til det illegale DKP.
”Sagen foreholdt indrømmer Arrestanten, at han i Tiden fra omkring April 1941 til hen i December Maaned 1942 har været Kasserer i det illegale D.K.P.s Afdeling II. Han ønsker ikke at give Oplysning om, hvilke Medlemmer den paagældende Afdeling bestod af, idet han siger, at han ikke vil opgive Navne paa sine Partikammerater. Om der blev uddelt illegale Blade til Afdelingens Medlemmer, kan Arrestanten ikke sige noget om, men han fik for sit Vedkommende som Regel hver Maaned tilsendt et Eksemplar af det Illegale Blad ”Land og Folk”, der blev kastet ind gennem Brevkasseaabningen til hans Lejlighed af en eller anden af ham ukendt Person. […] Det skal bemærkes, at Arrestanten er registreret i Afd. D som værende Kommunist. Han har den 30.8.1938 skrevet en Kronik i Arbejderbladet med Titlen: ”Gennem N**i-Tyskland til Fods.””.
Min far fortalte, at afd. D også havde klippet i Arbejderbladet den 21. april 1940, hvor han var blevet nummer seks i gættekonkurrencen om, hvor mange penge der blev indsamlet til bladet. Det rette tal var 55.786,44 kr. og hans gæt lød på 55.740,00.
Dagen efter den 20. april 1943 blev han igen fremstillet i Byrettens afd. 10A hos Arthur Andersen. Dørene blev lukket og sagen fremlagt. 16 minutter senere var han med føje blev fængslet i yderligere 13 dage. Da fristen var udløbet, kom han i et nyt forhør hos Nørreheden.
”Han blev igen udspurgt om Navne og Bopæle paa de Personer, der var Medlemmer af de illegale D.K.P.s Afdeling II, men han nægter fremdeles at give Oplysning desangaaende, idet han siger, at dette kan han ikke forene med sin Samvittighed.”
Samme dag kl. 10 blev han fremstillet i Byretten hos Arthur Andersen bag lukkede døre. I et retsmøde på fem minutter fik han forlænget fængslingen med otte dage. Den 11. maj blev han igen fremstillet for Arthur Andersen og i et lukket møde på fire minutter blev fængslingen forlænget tre dage.
Efter den første nat i Politigårdens fængsel blev han overført til Vestre Fængsel. Han ankom med et stort foto af min søster Jette under armen og en vadsæk over skulderen. Da nogle af de indsatte så ham, var der en af dem, der råbte: ”Her skal I sgu se en rigtig forbryder.” Fra Vestre Fængsel skrev han til min mor, at
”det blev jo en noget trist Fødselsdag, jeg kom til at fejre. […] Funktionærerne er meget flinke herinde, jeg fik en oldgammel Rejsebeskrivelse fra Kongo og desuden det ny Testamente og Salmebogen, hvad jeg var meget glad for – det er forbandet saadan at sidde og se lige ud i Luften.” Han ville gerne have Pontoppidans noveller sendt ind. ”Nu haaber jeg du tager det med godt Humør […] Hils din Mor og Rachel og Leopold [min mors søskende] (Opdagerne fortalte mig, at min Svigerfar ikke kunde lide mig!?) og Kys min lille Jette mange Gange fra mig”,
skrev varetægtsfange nr. 106 på sin fødselsdag. De forsikrede hinanden om, at det nok skulle gå. Hun sendte forplejning, en brevblok, Broby Johansens nye bog (Hverdagskunst – Verdenskunst). Nogle dage efter skrev han igen:
”Jeg er lige ved at eksplodere af Arrigskab!”, skrev han efter ti dages fængsling. Han var blevet kaldt ind på Politigården og havde fået at vide, at de to sidste breve, han havde skrevet, var blevet beslaglagt ”paa Grund af, at de havde omtalt Fængselsforhold og min Sag.” ”Jeg haaber snart du sender mig et Billede af min Jetteschjuscka – kys hende fra mig, hils alle.” Han vedføjede et selvportræt, han havde lavet, men det fik min mor ikke. Censuren troede måske det var en kodet besked.
Den 19. maj 1943 fældede Byretten dom efter anklageskriftet om overtrædelse af kommunistloven. Det var en tilståelsessag, og han fik 4 måneder. Sagen oversendtes til Justitsministeriet, som arkiverede sagen uden at gøre andet. Til alt held havde de endnu ingen oplysninger om hans forbindelse til sabotagen.
Dagen efter dommen skrev han til min mor:
”Jeg har det helt ad Helvede til. Jeg meldte mig til Lægen i Gaar; men det varer 3 Dage inden han kommer – ikke før Lørdag Morgen. Du forstaar min Sindsstemning – jeg kan desværre ikke skrive, hvad jeg gerne vil. Du maa undskylde Skriften; men jeg ryster paa Haanden og hele Kroppen.”
Skriften i brevet er næsten ulæselig. Længere fremme skriver han:
”Nu har jeg det bedre! Jeg bliver alt for ophidset, derfor lærer jeg aldrig at udtrykke mig ordentlig mundtlig – endsige blive en nogenlunde anstændig Taler. […] Jeg vil ikke haabe, at Jette kommer til at arve mit Sind – i det hele taget, vil jeg haabe hun kommer til at arve din Psyke, saa tror jeg nok, at hun bliver til mere Glæde for sig selv og andre.”
Efter afsoningen begyndte, var det sværere at få lov til at få besøg. Han læste en del. Og i Vestre stod den på trælegetøj. Han fik groftudsavede heste ind, som han skulle slibe glatte og male og give hale på. Som en slags protest udstyrede han hestene under halen med et utvetydigt røvhul.
Allerede inden afsoningen begyndte, led min far igen af voldsomme hovedsmerter, og min mor prøvede at få ham indlagt. I begyndelsen af juni skrev hun til min far om besværet med at få ham indlagt. Der var en specialist, som skulle afgøre det lægelige. Hun fortalte også, at da hun havde fået løn, lå der også en kuvert i hendes taske med 14 kr. og en seddel, hvor stod ”En Hilsen til Jette.” Det var nogle kolleger, som havde forstået, at det var svært. ”Jeg længes forfærdelig efter dig Børge - - Tiden flytter sig næsten ikke og det hele er saa trist uden dig.” Den 9. juni havde hun talt med specialisten i telefonen, og han havde anbefalet indlæggelse. Samme dags aften var hun hos visitator, som havde skrevet en indlæggelsesseddel. Den var nu gået til inspektøren og videre til Statsadvokaten. Hvis han gav tilladelse, kunne min far indlægges hurtigt. Han blev indlagt den 15. juni på Kommunehospitalet.
Forholdene var friere på Kommunehospitalet end i Vestre, og min mor kunne gå fra Classensgade med Jette i barnevognen. Han fik det bedre, men lå stadig på hospitalet den 29. august 1943.
Den dag stod min mor på Østerbrogade
”og ser, hvordan danske soldater blev kørt væk på tyske lastbiler. Så møder jeg Rigmor [Schou, som var knyttet til BOPA], og hun siger: ”Vi må tage ind på hospitalet med noget tøj til Børge, så han kan flygte.” ”Jamen det er farligt”, sagde jeg. ”Ja, gu er det farligt”, sagde hun. Jeg vidste, at hun var med i illegalt arbejde. Jeg pakkede så noget tøj til Børge, og så kørte vi ind til ham med det. Han tog tøjet på og gik lige ud af hospitalet. Der stod Sprængschmidt [Knud Børge Jensen fra BOPA] på den anden side af gaden, så det har selvfølgelig været aftalt på en eller anden måde. Så gik de, og jeg stod tilbage med min cykel og en kuffert.”
Antifascistisk forum er et tidsskrift der beskæftiger sig med antifascisme og ønsker at bekæmpe f
